Introduktionsuddannelse - Intern Medicin, Hjørring

Hvorfor du skal vælge at søge en uddannelsesstilling hos os

 

Du ønsker:

  • en varieret hverdag

  • fordybelse med mulighed for undren og udforskning

  • at arbejde med mennesker i alle aldre

  • at arbejde med flere sygdomsproblematikker på en gang, og du ønsker at se helheden i mennesket

  • at udvide dine medicinske kompetencer og prøve kræfter med den komplekse medicinske patient helt fra indlæggelsen, udredningsforløb, behandling til det efterfølgende ambulante forløb

  • at udvide dit CV med kompetencer inden for de 7 lægeroller.

Vi tilbyder:

  • En unik chance for at bygge bro imellem dine erfaringer fra det mere akutte område i basisuddannelsen til din fremadrettede karriere

  • En dagligdag med mulighed for at få kendskab til og erfaring inden for næsten alle intern medicinske specialer

  • Du vil kunne bygge videre på dine erfaringer fra modtagelsen af og det første møde med patienten til det videre udrednings- og behandlingsforløb

  • Udredning og behandling flyttes i disse år i større grad fra indlæggelse til ambulante forløb. Det vil du blive indført i bl.a. ved funktion i medicinsk daghospital, som er et bredt medicinsk ambulant område med hurtig udredning og behandling

  • Tæt samarbejde med speciallægekollegaer i form af sideløbende ambulatoriespor og ambulatorier i tæt forbindelse med sengeafsnittene

  • En uddannelsesorienteret afdeling, hvor vi samarbejder om uddannelsen af de yngre læger. Daglig undervisning eller andre uddannelsesmæssige indslag. Månedlige fælles vejledermøder m.v.

  • Vi tilbyder gode undervisningsmuligheder (stud. med. holdundervisning klinisk orienteret) og mulighed for at øve sig i vejlederrollen som vejleder for KBU-læge.

Det vil ruste dig til at kunne træffe et velovervejet specialevalg og være et godt afsæt til fremtidige specialespecifikke stillinger. Uanset om fremtiden for dig er et medicinsk, kirurgisk eller paraklinisk speciale vil en introstilling hos os give et ekstra plus ved kommende ansættelsessamtaler.

Skulle du have ekstra interesse for ét af de medicinske specialer, er der mulighed for individuelle hensyn, så du i dele af din ansættelse vil få mere fast tilknytning til ønskespecialet. 

Beskrivelse af Intern Medicin:

På de intern medicinske modtageafdelinger foregår den initiale diagnostik, behandling og evt. viderevisitation til højtspecialiserede afsnit/afdelinger. Enhver speciallæge i intern medicin skal derfor kunne varetage den initiale diagnostik og behandling af almindelige medicinske sygdomme.

I forhold til KBU-lægerne tildeles introduktionslægen større ansvar og forventes at have større selvstændighed. Lægen håndterer patienter med mere komplekse kliniske problemstillinger og varetager opgaver med indlagte patienter samt de ambulante/elektive patienter.

Formålet med introduktionsuddannelsen i Intern Medicin er:

  • at konsolidere og udvide de kompetencer, der er erhvervet under den kliniske basisuddannelse til med større selvstændighed og rutine at kunne:

    • modtage, udrede og behandle patienter med akutte medicinske problemstillinger

    • varetage stuegangsfunktion for medicinske patienter, herunder følge op på undersøgelses- og behandlingsplaner

    • vurdere behandlingseffekt ved hyppige medicinske tilstande efter akut indlæggelse

    • kommunikere med patienter, pårørende og faglige samarbejdspartnere.

  • at give lægen og specialet en mulighed for at vurdere, om et intern medicinsk speciale er det rigtige specialevalg for en given læge

  • at kvalificere til ansættelse i hoveduddannelse i et af de 9 intern medicinske dobbeltspecialer

 
Hos os møder du patienter, der fejler alt fra lungebetændelse, AMI, faldtendens til KOL, diabetes, inflammatorisk tarmsygdom til cancer mm.

Den klassiske interne medicinske patient fejler typisk flere ting. Det er en af kerneopgaverne at kunne rumme hele patienten og se sammenhænge. Det sociale og psykologiske aspekt spiller en rolle for alle mennesker, og derfor indgår det også som en naturlig del af den interne medicin.

Et andet vigtigt aspekt af det interne medicinske speciale er sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.

Det starter hos den praktiserende læge, men slutter ikke, blot fordi patienten får konstateret en sygdom og bliver indlagt.

Hos os vil du opleve, at dette helhedssyn er en selvfølge i dagligdagen. Derfor vægter vi det højt, at du som introduktionslæge oplever det tværfaglige samarbejde samt får indtryk af den enorme berøringsflade, som vi har med primær- og den øvrige del af sekundærsektoren.

Såvel klinikkens læger som ledelse har fokus på og prioriterer et godt uddannelsesmiljø.

Der er daglig morgenundervisning. Supervisionsmulighederne er lige ved hånden, da der i alle afsnit dagligt er mindst en speciallæge til stede, og ambulatorierne ligger i umiddelbar forlængelse af sengeafsnittene.

Vi tilbyder en travl hverdag med unik mulighed for at opøve kompetencer inden for de 7 lægeroller.

Evnen som akademiker, kommunikator, vidensformidler og supervisor er der rig mulighed for at få trænet internt i afdelingen samt i samarbejdet med Akutmodtagelsen, hvor du vil få en superviserende rolle i forhold til basislægerne.

Lægestaben:

Medicinsk afdeling er en stor uddannelsesafdeling.

Der er hoveduddannelseslæger i gastroenterologi-hepatologi, endokrinologi, kardiologi, lungemedicin, infektionsmedicin, geriatri, reumatologi og almen medicin samt introduktionsstillinger i intern medicin og reumatologi.

Bagvagtslaget og mellemvagtslaget passer vagten hele døgnet på de medicinske sengeafsnit samt Akutsengeafsnit 404 i Akutafdelingen. Erfarne læger i mellemvagtslaget vil efter individuel vurdering og anciennitet tildeles funktion som superviserende mellemvagt i aften-nattevagt i Modtagelsen. Introduktionslægen kan tildeles denne funktion efter ca. 6 måneders ansættelse. 

Mellemvagten fungerer i 2-holdsdrift.

Som introduktionslæge placeres man i mellemvagtslaget.

De første 3-4 uger er vagtfri, og man kommer igennem et nøje tilrettelagt introduktionsprogram for såvel hospitalet som mere specifikt for afdelingen.

Som mellemvagt passes funktioner som hjertestopstilkald, rødt medicinsk kald samt stuegang i FAM (Afsnit 404) og på de medicinske sengeafsnit i samarbejde med bagvagten.

Kardiologisk bagvagt passer kardiologisk sengeafsnit, men mellemvagt tilkaldes ved behov.

Fra kl. 21 overtager kardiologisk bagvagt også den medicinske bagvagt indtil næste morgen.

Kardiologisk bagvagt har tilstedeværelsesvagt hele døgnet.

  

Beskrivelse af afsnit/afdelinger:

Beskrivelse af afsnit/afdelinger:

Det medicinske område består af to selvstændige afsnit med hver deres ledende overlæge. Kardiologisk/endokrinologisk afdeling og så medicinsk afdeling der rummer de øvrige specialer.

Afdelingerne modtager akutte og elektive patienter til indlæggelse eller i ambulante forløb.
Ud over stor blandet intern medicinsk funktion har vi også subspecialiseret funktion i flg. specialer:

  • 202A: Kardiologi, endokrinologi

  • 202B: Kardiologisk og endokrinologisk ambulatorium

  • 204A: Geriatri og Geriatrisk ambulatorium

  • 204B: Lungemedicin og Lungemedicinsk Ambulatorium

  • 205A: Almen Medicin, reumatologi, gastroenterologi og gastroenterologisk ambulatorium

  • 205B: Almen medicinsk sengeafsnit

  • 404: Diagnostisk center, Medicinsk Daghospital (intern medicinsk ambulatorium)

  • 205B: Diagnostisk Center og hypertensionsambulatorium

  • Akutafdelingen: Afsnit 402(modtageafsnit) og Afsnit 404(FAM)

Stuegangsfunktionen er tilstræbt tilrettelagt, så der dagligt på alle afsnit som minimum er èn speciallæge, der varetager funktionen sammen med 1-2 uddannelseslæger.

Alle specialer har ambulatoriefunktion lokaliseret sammen med sengeafsnittene. 

Dvs. der er rig mulighed for samarbejde med og supervision fra speciallæge. Desuden god mulighed for at få et indgående indblik i de enkelte specialers funktionsområder.

I hverdagene varetages stuegang på de medicinske sengeafsnit, og det tilstræbes at du får en rotation rundt i alle specialer samtidigt med at evt. specifikke ønsker søges tilgodeset.

Der forventes funktion i dagshospitalet/diagnostisk center ca. 2 gange månedligt. Her mødes en bred vifte af intern medicinske problemstillinger, hvor patienten er for rask til indlæggelse, men kræver udredning/behandling i hospitalsregi samt udredning på cancermistanke.

 

Aktivitet:

  • Antal indlæggelser: ca. 14.000
  • Antal udskrivelser: ca. 13.000
  • Antal forløb i dagshospitalet/diagnostisk center: 1.500
  • Antal ambulante ydelser: 36.000

Antallet af lægelige uddannelsesstillinger:

Varierende. HU-intern medicin: Ca. 15; AP-læger: 4-5; introduktionsstillinger: Ca. 5-6, heraf 2 i delt stilling med 6 mdr. i reumatologi og 6 mdr. intern medicin.

 

Forskning:

Alle, der ønsker det, hjælpes videre eller i gang med forskningsaktivitet.

Vi har to forskningsansvarlige overlæger.

Der er mulighed for samarbejde med Center For Klinisk Forskning (forskningsenheden), der er forankret på Regionshospital Nordjylland, Hjørring.

Forskningsenheden har flere ph.d.-studerende, og der er mange muligheder for at komme i gang med projekter. Vi hjælper gerne med at formidle kontakt til forskningsenheden. Desuden har vores forskningsansvarlige overlæger mange udadgående kontakter.

 

Sagt af læger, der tidligere har været i introduktionsforløb:

Positivt, hjælpsomt miljø. Plads til at spørge (Intro 2016)..

Som introlæge i intern medicin får man både mulighed for at behandle de akutte medicinske problemstillinger i vagten, samt at lægge mere langsigtede planer og udrede de ”tungere” medicinske patienter ved stuegang i husets forskellige internmedicinske afsnit. Der er en morgenkonference og på flere afsnit stuegangskonference midt på dagen, hvor yngre læger har mulighed for at få gennemgået deres patienter med en speciallæge. Det er trygt, når man fortsat er forholdsvis uerfaren.

Der er ugentlig undervisning ved speciallæger og uddannelseslæger til morgenkonferencen, samt en gennemgang af ”dagens case”, hvilket jeg synes fremmer et godt læringsmiljø.
(Introduktionslæge Ditte Værens 2015)

”Det er et super fedt arbejde. Der er en god stemning her, vi er gode til at bruge hinanden og møde hinanden med respekt.”

Aldrig har jeg lært så meget på 6 måneder som under denne stilling. Det gode arbejdsmiljø, hvor hver enkelt læges indsats
værdsættes og sammenholdet i lægestaben prioriteres højt, betyder at man hurtigt falder til i afdelingen. Kan kun anbefale denne
stilling.

(Introduktionslæge Ninna Askou 2014-2015).