Cannabismedicin

Forskning i anvendelse af cannabismedicin

Cannabismedicin

Cannabisplanten indeholder aktive stoffer kaldet cannabinoider samt andre indholdsstoffer som terpener (smags- og duftstoffer) og flavonoider (farvestoffer). Man har indtil videre identificeret over 100 forskellige cannabinoider. De mest kendte er tetrahydrocannabinol (THC) og cannabidiol (CBD).

Cannabis-baseret medicin indeholder enkelte cannabinoider fra cannabisplanten, eksempelvis THC og/eller CBD.

Medicinsk cannabis indeholder en række af cannabinoider, men også plantens andre indholdsstoffer, som eventuelt kan have en indflydelse på effekten (såkaldt entourage effekt).

Det endocannabinoide system (ECS) har en homeostatisk virkning i kroppen. ECS består af endocannabinoider, receptorer og enzymer. Endocannabinoiderne Anandamid (AEA) og Arachidonoylglycerol (2-AG) binder til cannabinoid receptor 1 (CB1) og cannabinoid receptor 2 (CB2). CB1 findes primært i centralnervesystemet, som kan have betydning for smertetransmission, appetit- og temperaturregulering, mens CB2 primært findes i de immunmodulerende dele, som kan have betydning for inflammation og immunrespons. Binding til CB1 eller CB2 fører til en regulerende virkning af nervesignalet, som enten kan være eksitatorisk eller inhibitorisk. Exocannabinoider, såsom THC og CBD, kan virke på CB1 og CB2 på tilsvarende vis som endocannabinoiderne.

Den danske forsøgsordning med medicinsk cannabis

Den danske forsøgsordning med medicinsk cannabis blev på Folketingets initiativ igangsat d. 1. januar 2018 og blev i 2022 forlænget for en yderligere fireårig periode frem til og med 2025. Formålet med ordningen er for at give patienter en lovlig mulighed for at afprøve behandling med lægeordineret medicinsk cannabis, hvis de ikke har haft gavn af konventionel symptomlindrende medicin. Endvidere er det hensigten, at forsøgsordningen skal give et bedre grundlag for at vurdere brugen af medicinsk cannabis.

Center for Klinisk Forskning (CKF) har tilsluttet sig den anførte hensigtserklæring igennem indsamling og analyse af kliniske data i forhold til anvendelse af cannabismedicin til lindring af behandlingsrefraktære symptomer. Centeret har særlig fokus på symptomlindring generelt inden for det kræft-palliative område, og tillige på kroniske smerter specifikt.

En flertrins-forskningsraket

Siden 2018 er en række forskellige forskningsprojekter indenfor området af cannabismedicin er blevet igangsat i regi af CKF. De enkelte projekter har været planlagt ud fra en strategi, der minder om en flertrinsraket nogenlunde svarende til hvorledes evidenspyramiden er opbygget og hvad den indeholder af forskellige forskningstilgange. Gældende for pyramiden generelt er at denne afdækker evidens inden for et givent klinisk område. Her gør man så brug af forskellige forskningsmetodemæssige tilgange og tilsvarende forskellige studie design, hvor man med et stigende evidensetablerende niveau kan konkludere ud fra de indsamlede forskningsdata, som man bevæger fra bund til top i pyramiden.

De to første gennemførte forskningsstudier indenfor cannabismedicin i flertrinsraketten har været af kvalitativ karakter med strukturerede interview af henholdsvis patienter og sundhedsprofessionelle i forhold til de to gruppers respektive erfaringer og holdninger til anvendelse af cannabismedicin.

Efterfølgende er der udført to spørgeskemaundersøgelser til videre kvantificering af den indsamlede kvalitative viden. Endelig indgår der et betydeligt element fra et retrospektivt forskningsprojekt.

En overordnet målsætning for denne trinvise forskningsstrategi har været at etablere et tilstrækkeligt vidensgrundlag for at kunne planlægge og udføre et randomiseret kontrolleret klinisk forsøg (RCT) hos patienter med fremskreden kræftsygdom.

Dansk Selskab for Klinisk Cannabismedicin

CKF tog i 2018 initiativ til etablering af Klinisk Cannabis Forum (KCF) i erkendelsen af behovet for i forbindelse med forsøgsordningen at sikre rammerne for et fælles møde forum for læger og øvrige sundhedsprofessionelle, samt forskere, repræsentanter fra patientforeninger og andre personer med interesse for cannabismedicin. I regi af KCF er der udgivet en klinisk behandlingsvejledning, samt mini-kompendium for læger i forhold til anvendelse af cannabismedicin.

Efter fire års virke i forbindelse med første periode af forsøgsordningen (2018-2021) er KCF missionen vurderet som værende afsluttet. Der har i denne afslutningsproces været efterspurgt etablering af et fælles forum med større fokus på inddragelse af læger og forskere, samt andre personer med faglig interesse indenfor cannabismedicin.   På den baggrund blev Dansk Selskab for Klinisk Cannabismedicin (DSKCan) stiftet i 2022 som del af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) under Den Danske Lægeforening.

På siden her kan du læse Introduktion til receptpligitg cannabismedicin juni 2023

Cannabis igangværende projekter