Spiller den gravides tarmbakterier en rolle i udvikling af graviditetsbetinget diabetes og i udvikling af senkomplikationer i mor og barn?

Der er igennem de sidste år sket en stigning i antallet af kvinder, som udvikler graviditetsbetinget diabetes.

Graviditetsbetinget diabetes også kaldet gestationel diabetes mellitus (GDM) opstår under graviditeten og er forbundet med alvorlige komplikationer. Dette er bl.a. svangerskabsforgiftning, øget dødelighed, samt udvikling af fedme og type 2 diabetes i både mor og barn.

Hvorfor gravide udvikler tilstanden er ikke fuldstændigt klarlagt, men forskning tyder på, at kroppens bakterier kan spille en rolle i udviklingen af GDM.

Det har vist sig, at gravide kvinder med GDM har en ændret tarmbakteriesammensætning ift. raske gravide, og at disse forandringer stadig er tilstede efter graviditeten. Derudover har studier vist, at børn udsat for GDM har en anden tarmbakteriesammensætning end raske børn og at disse bakterier måske overføres fra moderen under og efter graviditeten.

Vores hypotese er derfor, at forandringer i den gravides bakterier er medvirkende til udviklingen af GDM og sygdom efter graviditeten, samt at disse bakterieforandringer overføres til barnet og påvirker barnets sundhed.

Vi vil undersøge denne hypotese ved at analysere, hvilke bakterier der lever i gravide kvinder og deres børn via forskellige prøver under og efter graviditeten.

Vi vil indsamle afføring og urin fra kvinderne 3 gange under graviditeten for at undersøge, om der er bakterieforandringer inden udvikling af GDM.

Overførsel af bakterier under graviditeten undersøges ved at analysere prøver indsamlet omkring fødslen (mundpodning, vaginalpodning, moderkageprøver, fostervand, navlesnorsblod og afføring fra barnet), mens overførsel af bakterier efter graviditeten undersøges via analyse af bakterier i modermælk.

Sammenhængen mellem tarmbakterieforandringer og udvikling af senkomplikationer undersøges ved at analysere bakterier fra afføringsprøver fra både mor og barn 6 gange efter fødslen, hvor sidste gang er 5 år efter fødslen.

Vi håber, at dette studie kan bidrage med en større forståelse for, om der er tidlige forandringer i tarmbakterier inden udviklingen af GDM, samt bidrage med viden om overførslen af bakterier til barnet. Dette kan potentielt lede til en tidligere diagnose og forhåbentlig nye behandlingsmetoder, der på sigt kan hjælpe kvinder med GDM og deres børn.

Projektet har fået godkendelse fra Videnskabsetisk Komité.

Projektet har opnået økonomisk støtte fra Steno Diabetes Center Nordjylland.

Vejledere


Suzette Sørensen, ph.d., cand. scient., Center for Klinisk Forskning, Regionshospital Nordjylland og Klinisk Institut, Aalborg Universitet

Opdateret