Forløbet tager udgangspunkt i smerteforståelse og smertemestring, da dette ud fra nyeste forskning viser at have stor effekt i behandling af mennesker med længerevarende smerter.
Der er tale om et individuelt tilpasset forløb der tager udgangspunkt i dig, dit liv og dine ressourcer. Det er et krav, at du er 100% selvhjulpen, og at du er motiveret og deltager aktivt i dit rehabiliteringsforløb.
Alle får undervisning i den nyeste smertevidenskab med det formål at give viden om smerter. Med udgangspunkt i dette arbejdes der med mestringsstrategier med henblik på bedst muligt at kunne håndtere hverdagen.
Der vil blive arbejdet med fokus på følgende:
- Skabe tillid til kroppen og tryghed ved bevægelse/aktivitet
- Udforske bevægelse
- Forvaltning af dine ressourcer
- Vejledning vedrørende daglige gøremål i hjemmet eller på arbejdspladsen
- Rådgivning om søvn
- Påbegynde meningsfulde aktiviteter/træning
- Afprøve diverse holdaktiviteter inde som ude, fx varmtvandsbassin, cykeltur, yoga, boldspil, balance- og konditionstræning
- Sundhedssamtale, herunder KRAM-rådgivning (kost, rygning, alkohol og motion)
Under dit rehabiliteringsforløb på Skagen Gigt- og Rygcenter bliver du tilknyttet et tværfagligt team bestående af fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejerske og læge.
I løbet af en uge på Skagen Gigt- og Rygcenter vil der være individuelle aftaler med dit team. Der er desuden daglige tilbud om forskellige holdaktiviteter, som du kan deltage i ud fra lyst og ressourcer.
Centeret ligger i naturskønne omgivelser med skov og hav, som indbyder til gå- og cykelture, såvel på egen hånd eller som en holdaktivitet.