Præsten i Team for Lindrende Behandling kan være en god samtalepartner for både patienter og pårørende. Samtalen behøver ikke at have et religiøst udgangspunkt, det kan også være samtale om dét at være menneske i en svær situation.
Del dine følelsesmæssige byrder med præsten
Når man bliver alvorligt eller uhelbredeligt syg, følger der ofte følelsesmæssige byrder med. Det er tungt, at ens tilværelse nu ser sådan ud. Men byrder har det med at blive lidt lettere at bære, hvis man ikke skal bære dem alene - hvis nogen vil lægge ører til alle de bekymringer og tanker, man har. Præsten i Team for Lindrende Behandling kunne eventuelt være sådanne "ører".
Præsten kan være samtalepartner for både patienten og den pårørende på tomandshånd, men kan også være med som tredjepart i familiesamtaler.
En samtalepartner til de store spørgsmål
Når man bliver ramt af en livstruende sygdom, dukker de store spørgsmål op.
- Hvorfor er det mig, der skal rammes?
- Hvad er meningen med livet?
- Hvis Gud er god, hvorfor lader han så det ske?
- Har lidelsen en mening eller er den ligeså meningsløs, som det føles?
- Findes det evige liv?
- Hvordan leve, når jeg hele tiden "har udsigt til kirkegården"?
- Hvad skal jeg gøre af vreden, bitterheden og skylden?
- Hvordan hjælper jeg bedst min familie og mine børn?
Præsten har ingen færdige svar på disse spørgsmål, men kan måske bruges som en kompetent samtalepartner.
Går du rundt med tanker om død og begravelse, som det er svært at snakke med den allernærmeste familie om, kunne præsten måske være god at vende tingene med. Præsten har ingen bestemt dagsorden, er ikke "missionær", men er vant til at tale med mennesker, der er alvorligt syge. Han vil kunne hjælpe dig med at overveje tingene nøje, og tage de beslutninger, der er rigtige for dig.
Har du brug for at komme til alters, skriftemål, andagt med bøn og salmer kan du enten henvende dig til din lokale præst eller du kan bruge præsten i Team for Lindrende Behandling.
En samtalepartner for pårørende
Mange pårørende oplever, at de har mere brug for at snakke om deres bekymringer og tanker, end den syge har. Det kan være svært at tale om det, man tænker allermest på, fordi man er bange for at gøre den syge ked af det, eller måske selv at blive ked af. Her kunne præsten være en samtalepartner.
En tredjepart, som ikke er følelsesmæssigt involveret
Har du svært ved at tale med din mand, kone eller børn om sygdommen og dine bekymringer, kan det somme tider føles mindre tungt, hvis der er tredjepart til stede, som ikke er følelsesmæssigt involveret. Tredjeparten kan hjælpe dig med at sige det, der er vigtigt for dig at få sagt, inden det er for sent. Præsten kan være jeres tredjepart.