Undersøgelser af barnet
PKU-blodprøve (hælprøve)
Barnet tilbydes at få taget en blodprøve 48-72 timer efter fødslen. Blodprøven undersøges blandt andet for 2 stofskiftesygdomme – Føllings sygdom og Myxodem. Hvis blodprøven er normal, hører I intet. Viser prøven sygdomstegn, får I besked inden for 1-2 uger.
Hvis I bliver udskrevet, inden blodprøven kan tages, får I et tidspunkt for, hvornår prøven skal tages, og besked om, hvor I skal henvende jer.
I kan læse mere om sygdommene på blodprøvesedlen og i den tilhørende folder, som I fik udleveret på Fødegangen.
Høreundersøgelse
Alle forældre får tilbudt en høreundersøgelse af det nyfødte barn. Det sker for at finde de få børn, der fødes med hørenedsættelse. Høreundersøgelsen kan tidligst foretages, når barnet er 2 døgn gammelt. Hvis I bliver udskrevet inden da, aftaler vi, inden I tager hjem, hvor og hvornår undersøgelsen skal finde sted.
Besøg af sundhedsplejersken
Når I kommer hjem fra hospitalet, er det den kommunale sundhedsplejerske, som følger jer og jeres barns trivsel.
I skal selv kontakte jeres sundhedsplejerske den førstkommende hverdag, efter I er kommet hjem. I skal ringe til jeres lokale kommunekontor og bede om at tale med den sundhedsplejerske, der hører til jeres adresse. Sundhedsplejerskens telefontid er sædvanligvis klokken 8.00-9.00.
Børneundersøgelse efter 5 uger
Første helbredsundersøgelse af barnet er hos jeres egen læge, når barnet er 5 uger gammelt. I skal selv bestille tid.
Opdateret