Kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi), udrensning med Picoprep og Toilax
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af din tyktarm – også kaldet en koloskopi. Undersøgelsen kan afsløre eventuelle sygelige forandringer i tyktarmen.
Før undersøgelsen skal du udrenses med udrensningsmidlerne Picoprep® og Toilax®.
-
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af din tyktarm – også kaldet en koloskopi. Undersøgelsen kan afsløre eventuelle sygelige forandringer i tyktarmen.
Før undersøgelsen skal du udrenses med udrensningsmidlerne Picoprep® og Toilax®.
-
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som informerer dig om undersøgelsen og lægger en kanyle i en blodåre i din håndryg. Gennem kanylen i din hånd kan vi give vi dig beroligende eller smertestillende medicin, hvis du ønsker det. Medicinen lindrer ubehag og får dig til at blive afslappet og døsig.
Du er vågen ved undersøgelsen og kan følge med på en tv-skærm.
Lægen benytter en bøjelig kikkert på tykkelse med en finger – et såkaldt koloskop. Koloskopet føres fra endetarmsåbningen op og rundt i tyktarmen. Der sidder et lille kamera for enden af slangen, som gengiver et billede af tarmens inderside på tv-skærmen. Gennem koloskopet kan lægen se tarmens slimhinde, tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper.
Det er nødvendigt at puste luft op i tarmen under undersøgelsen for at kunne se slimhinden. Det kan føles ubehageligt og give forbigående mavekneb, kvalme og oppustethed.
Undersøgelsen varer 30-60 minutter.
-
Ring til os, før du udrenser, hvis du:
- Har nedsat nyrefunktion. Hvis du har nedsat nyrefunktion, skal du udrenses med et andet præparat, og efter en anden procedure, der kan tåles af en nyre med nedsat funktion. Ring til os for nærmere information.
- Har diabetes, der er svær at regulere med medicin. I det tilfælde vil vi forsøge at fremrykke din undersøgelse til så tidligt på dagen som muligt.
- Har allergi overfor citrusfrugter. Picoprep, som du skal udrense med, indeholder citronsyre. Ring til os for nærmere information.
Tager du medicin, skal du være opmærksom på følgende:
- Diabetesmedicin. Har du diabetes, som behandles med tabletter, skal du vente med at tage medicinen til efter undersøgelsen. Medbring den i stedet. Har du diabetes, som behandles med insulin, skal du aftale med din egen læge, hvordan du skal tage insulinen i forbindelse med undersøgelsen.
- Blodfortyndende medicin. Du skal fortsætte med din blodfortyndende medicin som vanligt. Dog skal du have taget en INR-blodprøve hos din egen læge dagen før undersøgelsen, hvis du tager et af disse præparater: Marcoumar, Marevan, Warfarin ”Orion”, Warfarinnatrium “2care4”.
Har du været hos os, og fået lagt en plan forud for undersøgelsen, skal du følge den.
- Anden vanlig medicin. Fortsæt med din vanlige medicin under udrensning. På undersøgelsesdagen skal du tage din vanlige morgenmedicin med lidt vand om morgenen, senest 2 timer før mødetid.
Udrensningsmidlerne Picoprep® og Toilax® kan have indflydelse på andre lægemidler.
Forvent utilpashed og ømhed ved udrensningen
Det er normalt, at der i forbindelse med udrensningen kan komme forbigående kvalme, mavekneb og utilpashed. Mange oplever irritation og ømhed ved tarm-åbningen i forbindelse med udrensningen. Du kan eventuelt smøre tarmåbningen med en god, fed creme flere gange dagligt for at undgå ømhed.
Hvis du har stomi, er det en god idé at benytte en tømbar pose under udrensningen.
-
For at vi kan undersøge tarmen indvendigt, er det nødvendigt, at den er tom. Du skal derfor spise på en bestemt måde i dagene op til undersøgelsen samt udrense tarmen med udrensningsmidlet Picoprep® og tablet Toilax®, som du skal hente på apoteket.
Husk at medbringe din rekvisition.
NB ved indlæggelse: Hvis du skal indlægges dagen før undersøgelsen, skal du ikke hente Picoprep®, men udelukkende 4 tabletter Toilax®, som du skal tage hjemme. Udrensningen foregår derefter på hospitalet.
Følg vores vejledning herunder nøje – Følg ikke vejledningen fra udrensningspakken.
Ugen før
Forberedelse
7 dage før (eller tidligst muligt)
Tag ikke jerntabletter – tager du normalt jerntabletter, så hold en pause med dem, indtil undersøgelsen er ovre.
5 dage før
Spis kun kernefri kost frem til undersøgelsen – det vil sige, at du ikke må spise brød med kerner, kiwifrugt, hørfrø, sesamfrø, birkes med videre.
3 dage før
Tidspunkt
Forberedelse
Hele dagen
Drik rigeligt – det vil sige 2-3 liter dagligt hver dag frem til undersøgelsen
Du bør undgå mælkeprodukter frem til undersøgelsen.
8.00
Tag 2 tabletter Toilax® – du kan forvente virkning efter 6- 12 timer.
21.00
Tag 2 tabletter Toilax.
2 dage før
Tidspunkt
Forberedelse
Hele dagen
Spis kun flydende kost – alt, der kan passere gennem en si.
Drik 2-3 liter dagligt – drik gerne vand, sodavand, juice uden frugtkød, kaffe, te, ernæringsdrikke, klar og legeret suppe, bouillon og saftevand (undtagen solbær- og blåbærsaft)
8.00
Tag 2 tabletter Toilax.
21.00
Tag 2 tabletter Toilax.
Dagen før
Tidspunkt
Forberedelse
Hele dagen
Spis kun flydende kost – alt, der kan passere gennem en si.
Drik 2-3 liter dagligt – drik gerne vand, sodavand, juice uden frugtkød, kaffe, te, ernæringsdrikke, klar og legeret suppe, bouillon og saftevand (undtagen solbær- og blåbærsaft)
8.00
Tag 2 tabletter Toilax.
16.00
Tag Picoprep®.
Opløs den første pose Picoprep® udrensningspulver i 1½ dl vand.
Du kan forvente virkning i løbet af 1-3 timer.
Drik herefter yderligere 1-1½ liter flydende kost eller væske i løbet af de næste 1-4 timer.
Hvis du har stomi, er det en god idé at benytte en tømbar pose under udrensningen.
22.00
Tag Picoprep®.
Opløs den anden pose Picoprep®-udrensningspulver i 1½ dl vand.
Drik herefter yderligere 1-1½ liter flydende kost eller væske i løbet af de næste 1-4 timer.
På undersøgelsesdagen
Tidspunkt
Forberedelse
6 timer før mødetid
Stop med at spise – du må kun drikke klare væsker, fx te, kaffe uden mælk, æblejuice, saft og vand.
2 timer før mødetid
Vær fastende – det vil sige, at du hverken må indtage mad eller drikke.
Sådan laver du en Picoprep®-blanding
- Åbn et brev Picoprep®.
- Tag et glas med 1½ dl koldt vand.
- Hæld pulveret fra brevet i vandet.
- Rør blandingen i 2-3 minutter. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig. Blandingen skal være uklar/råhvid. Drik blandingen over cirka 15 minutter.
-
Har du fået medicin under undersøgelsen, skal du observeres ½ time efter undersøgelsen.
Har du brug for mad og drikke, skal du selv medbringe dette.
Det er normalt, at der efter undersøgelsen kan være forbigående mavekneb, kvalme og oppustethed.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Efter undersøgelsen må du tage hjem, når du selv synes, du er klar til det.
Hvis du har fået beroligende og/eller smertestillende medicin, må du ikke selv køre hjem. Aftal derfor at have en pårørende til at hente dig, da du ikke må køre bil eller betjene farlige maskiner de følgende 24 timer.
-
Du får svar på undersøgelsen inden du tager hjem.
Hvis der under undersøgelsen er taget vævsprøver fra din tarm, går der 3-6 uger, før svaret er klar. Du får enten svar i digital post, per brev i din postkasse eller i vores ambulatorium.
Din praktiserende læge får automatisk besked om undersøgelsen, medmindre du ikke ønsker det.
-
Ved mistanke om komplikationer
Koloskopi er en meget sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde kan der dog optræde komplikationer. Det kan dreje sig om bivirkninger ved udrensningen eller den beroligende og smertestillende medicin, blødning eller hul i tarmens væg, hvis der er taget vævsprøver.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af tyktarmen, kan du eventuelt læse mere på www.patienthåndbogen.dk – søg på: ’koloskopi’.
Ambulatorium for Endoskopi, Frederikshavn
Tlf. 97 64 18 88
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00