Fjern forbindingen
I forbindelse med operationen har vi lagt forbindingsmateriale i dit sår. Forbindingen suger blod og væske, og den har fået konsistens som gelé, når den skal fjernes. Som regel glider forbindingen ud af sig selv, når du tager brusebad. Er du i tvivl, kan du tjekke med et spejl.
Hold såret rent
Det er vigtigt, at du holder såret rent, så det kan hele ordentligt.
Du holder såret rent ved at bruse det 2 gange dagligt. Hvis såret sidder i området omkring endetarmen, skal du også bruse det, hver gang du har haft afføring.
Brug en håndbruser med blød stråle og tempereret vand, og skyl, indtil såret er rent.
Når du har skyllet såret, skal du forsigtigt tørre rundt om såret med en ren og tør klud. Læg et lille bind eller trusseindlæg over såret, så længe det væsker.
Tag smertestillende medicin efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
Tag den med ro den første tid
Det er vigtigt, at der ikke kommer for meget stræk på såret i den første uges tid. Derfor skal du tage den med ro.
Sidder såret ved endetarmen, skal du ikke sidde for meget, men hellere stå eller ligge.
Sygemeld dig eventuelt
Som hovedregel må du gøre de ting, du kan, og genoptage dine normale aktiviteter og arbejde, når smerterne tillader det.
Hvis du har behov for at være sygemeldt efter operationen, skal din egen læge skrive en lægeerklæring.