Klinikophold på kandidatuddannelsen

Formålet med klinikophold på kandidatdelen er teoretisk og klinisk at kvalificere de lægestuderende til et fremtidigt virke som basislæge.

Teoretisk viden og færdigheder opnås gennem en kombination af daglige klinikophold på sygehusets afdelinger efterfulgt af PBL-baseret caseundervisning ved sygehusets læger om eftermiddagen. Undervisningen er funderet i et forskningsmiljø knyttet til Center for Klinisk Forskning samt afdelingens kliniske lektorer og kliniske undervisere.

 

Uddannelsens opbygning

Regionshospital Nordjylland varetager klinikophold på hele 1. og 2. semester samt gynækologi og pædiatri på 3. semester. Ligeledes deltager hospitalets læger aktivt i rollen som vejleder på kandidatspecialer på 5. semester.

Det er uddannelsesteamet på Center for Klinisk Forskning, der er ansvarlige for de kliniske ophold på kandidatuddannelsen, herunder både det faglige og administrative.

 

  • Første og andet semester bygger på temaet ”Medicin og kirurgi” med det formål at opøve basale kliniske færdigheder.
  • Tredje semester bygger på temaet ”Familie” hvor hovedvægten er på specialer med betydning for familielivet
  • Fjerde semester bygger på temaet ”Hovedet”, hvor vægten er lagt på sindets, sansernes og nervesystemets sygdomme
  • Femte semester bygger på temaet ”Klinisk forskning” med fokus på fordybelse og selvstændighed i vejledt klinisk forskning
  • Sjette semester bygger på temaet ”Integration af viden i relation til samfundet” med formålet er at mestre lægens roller i sundhedsvæsenet og samfundet.

Studiemiljø

Som uddannelsessted vægter vi høj faglighed, trivsel og gode fysiske rammer. De studerende på Regionshospitalet har egen studieafdeling på 460m² med kontorfaciliteter, undervisningslokaler, fællesrum og grupperum. Ligeledes afholdes hvert semester fyraftensmøde med temaet trivsel ligesom der gennem  semestrene afholdes simulationstræning.

Skrives der kandidatspeciale på Regionshospitalet er der mulighed for kontorplads på Center for Klinisk Forskning. Således har man mulighed for at arbejde i tæt kontakt med sin vejleder, ligesom man har mulighed for at indgå i et spændende forskningsmiljø på lige fod med centerets øvrige forskere.

Uddannelsens studiesekretær er hver dag fysisk til stede på Regionshospitalet i Hjørring.

Læs om kandidatuddannelsen ved AAU.