Hoveduddannelse - Anæstesiologi og Intensiv
Hvis du går og overvejer om en specialuddannelse i anæstesiologi- og intensivspecialet er noget for dig, så vil du nedenfor finde information og inspiration omkring denne meget spændende og veltilrettelagte uddannelse.
Du kan ansøge om en hoveduddannelsesstilling efter gennemført introduktionsstilling i anæstesiologi.
I Videreuddannelsesregion Nord, der består af både Region Midt og Region Nordjylland, udbydes forskellige hoveduddannelsesforløb, som alle kan ses på hjemmesiden: Videreuddannelsesregion Nord.
Nedenfor vil vi fokusere på hoveduddannelsesforløbet Aalborg – Regionshospital Nordjylland, Hjørring med fokus på fase 3 på Regionshospital Nordjylland,
Hjørring.
Forløbet består af 36 mdr. på Aalborg Universitetshospital og 12 mdr. på Regionshospital Nordjylland, Hjørring.
Der er lavet et specifikt uddannelsesprogram, som detaljeret beskriver hele forløbet. Dette kan du se på hjemmesiden: Videreuddannelsesregion Nord.
Om Anæstesiafdelingen.
Afdelingen har en uddannelsesansvarlig overlæge, Mikka Borup, der sammen med to Uddannelseskoordinerende Yngre Læger (UKYL), varetager uddannelsesmæssige anliggender samt deltager i både regionale og lokale uddannelsesråd.
I øvrigt har afdelingen 12 speciallæger, der dækker bagvagtslaget samt Akut-lægebilen.
Forvagtslaget består af 8 læger. Aktuelt uddannes 4 læger pr. år i det sidste år af hoveduddannelsen og mellem 7-9 læger pr. år i Introduktionsstilling.
Aktivitet
Der udføres ca. 11.000 anæstesier/år på Regionshospital Nordjylland, Hjørring.
Vi bedøver patienter til abdominalkirurgiske, ortopædkirurgiske, gynækologiske og obstetriske indgreb.
Vi har ca. 1400 fødsler/år, hvor af ca. 25 % er ved hjælp af sectio.
Patientgrundlaget er bredt og spænder fra små børn til de ældre medborgere altså fra ASA 1-5.
Vi har en bred vifte af anæstesiologiske procedurer, og der er stor mulighed for at opnå mere erfaring med bl.a. UL-vejledte nerveblokader til både per- og postoperativ analgesi.
Ud over de elektive og akutte operationer, servicerer vi Hjertemedicinsk Afsnit med anæstesi til DC-konverteringer.
Ligeledes har vi udefunktion på Neuroenhed Nord, Brønderslev, hvor vi leverer anæstesi til ECT-behandling.
Sidstnævnte funktion varetages hovedsageligt af speciallæger.
Regionshospital Nordjylland, Hjørring har et niveau‐2‐intensiv afsnit med seks sengepladser og fire intermediærsenge.
Vi har ca. 600 indlæggelser/år.
Vi har et bredt udvalg af avanceret terapi, bl.a. respiratorbehandling, kontinuerlig dialyse og avanceret hæmodynamisk monitorering.
Hospitalet er et akuthospital og har traumemodtagelse, hvor anæstesien deltager i traumeteamet.
Aktuelt er det ortopædkirurgisk bagvagt, der er teamleder.
Afdelingen for Anæstesi og Intensiv fungerer som medlem af akut medicinsk modtagelsesteam.
Teamet deltager i akutte medicinske kald, rødt medicinsk kald, hvor det aktuelt er medicinsk mellemvagt, der er teamleder.
Ligeledes kaldes anæstesien til hjertestopkald, hvor anæstesilægen er teamleder.
Alt i alt har vi en varieret dag med mange spændende funktioner, hvad end du mest er til de intensive patienter eller anæstesien.
Er du blevet fristet af ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte os med henblik på yderligere information.
Opdateret