Kikkertundersøgelse af maven (gastroskopi)
-
Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af maven, en såkaldt gastroskopi. Formålet med undersøgelsen er at se, om du har forandringer i spiserør, mavesæk og tolvfingertarm, som kan forklare dine symptomer.
Du har mulighed for at få beroligende medicin, inden undersøgelsen begynder.
Lægen undersøger din mave med en blød, bøjelig slange, der er forbundet med et videokamera (gastroskop), som føres ind gennem din mund. Slangen er smurt med bedøvende creme. For at beskytte både slangen og dine tænder får du en bidering af plastik i munden. Derfor skal du på forhånd oplyse os om eventuelle tandproblemer. Løse tænder eller tandprotese skal fjernes inden undersøgelsen.
Du skal ligge på venstre side under behandlingen. Lægen fører slangen igennem bideringen og munden og ned bag tungen. Dette giver en opkastfornemmelse, og du vil derfor få lokalbedøvende spray i halsen forud for undersøgelsen. Denne spray smager grimt. Herefter føres kikkerten igennem svælget, mens du forsøger at synke. Efter en ganske kort pause, hvor du vil fornemme, at du sagtens kan trække vejret, vil kikkerten bliver ført gennem spiserøret ud i mavesækken og videre til tolvfingertarmen.
Det er nødvendigt at puste luft ind i mavesækken for at kunne se slimhinden, og dette kan give ubehag og spændingsfornemmelse. Du vil måske have svært ved at holde på luften og dermed komme til at bøvse.
Når lægen trækker kikkerten tilbage, ses alle dele af slimhinden efter, og lægen kan tage vævsprøver og eventuelt foto af sygelige forandringer.
Undersøgelsen gør ikke ondt, men den kan være ubehagelig. Undersøgelsen varer cirka 10-15 minutter.
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste inden behandlingen, så din mavesæk er helt tom. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden undersøgelsen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må drikke vand op til 2 timer før undersøgelsen.
Undlad at ryge
Du må ikke ryge de sidste 6 timer før undersøgelsen.
Vær opmærksom, hvis du tager medicin
- Hvis du tager mavesårsmedicin, skal du holde pause med dette 14 dage før undersøgelsen. Er du i tvivl, kan vores sygeplejersker kontaktes på tlf. 97 64 07 74 kl. 9 – 13 i hverdagene.
- Får du livsvigtig medicin, må du tage den om morgenen, men kun med en lille smule vand.
- Har du sukkersyge, som bliver behandlet med tabletter, skal du vente med at tage medicinen til efter undersøgelsen.
- Har du sukkersyge, som behandles med insulin, skal der laves særlig aftale, og du skal kontakte ambulatoriet.
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal der måske holdes pause med denne
Er du i behandling med Marevan/Marcoumar, skal du 2-3 dage før undersøgelsen have kontrolleret INR med en blodprøve hos din praktiserende læge.
Efter undersøgelsen må du tage hjem, når du føler dig klar til det.
Hvis du har fået beroligende og/eller smertestillende medicin, må du ikke selv køre hjem – og ikke køre bil eller betjene farlige maskiner før 24 timer efter undersøgelsen.
Afvent svar på undersøgelsen
Du får med det samme svar på, hvad lægen har set ved undersøgelsen. Hvis der er taget vævsprøver, vil der typisk gå 1 uge, før svaret på undersøgelsen er klar. Du får svar per brev eller ved en samtale i ambulatoriet. Hvis du er henvist fra praktiserende læge, skal du have svaret der.
Kontakt os ved mistanke om komplikationer
Kikkertundersøgelse af maven er en meget sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde kan der dog optræde komplikationer. Det kan dreje sig om bivirkninger ved den beroligende medicin eller blødning eller hul i de undersøgte organer. Desuden kan der i sjældne tilfælde opstå tandskader. Bliver du opmærksom på bivirkninger eller komplikationer, skal du kontakte os. Uden for vores træffetid skal du kontakte Lægevagten.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af maven, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’gastroskopi’.