Hypermobilitet hos børn

Hypermobilitet er en tilstand, hvor enkelte eller flere af kroppens led er mere bevægelige end normalt. Det skyldes, at ledbåndene kan strækkes mere end sædvanligt, og det kommer let til at belaste leddene i yderstillinger. Hypermobilitet er ikke en sygdom.

Kroppen er bygget til bedst at tåle belastning inden for den normale bevægebane, og når kroppen belastes for meget i yderstillingerne, kan det medføre smerter.

15-20 % af alle danske børn er hypermobile, men en del vokser fra det, og hos voksne er det således kun 5-10 %, der er hypermobile. Tilstanden opstår primært hos kvinder og er arvelig. Halvdelen af dem, der har hypermobile led, får gener senere i livet.