Sådan forebygger og efterbehandler du urinrørsforsnævring
-
Efter din operation for urinrørsforsnævring vil du opleve, at der dannes arvæv omkring det sted i urinrøret, hvor du blev opereret. Det betyder, at forsnævringen kan opstå igen.
Du kan forebygge, at den opstår igen, ved at udvide urinrøret med et kateter med jævne mellemrum.
Efter din operation får du en tid i Urologisk Ambulatorium, hvor vi lærer dig, hvordan du skal bruge kateter og hvor ofte.
Du skal begynde behandlingen med kateter 2 uger efter operationen, og du skal fortsætte i ½ år. Du skal regne med at foretage udvidelsen 1 gang om ugen i de første 2 måneder. De sidste 4 måneder er det muligvis tilstrækkeligt at udvide urinrøret hver 2. uge.
Vælg gerne en fast dag til behandlingen, så du ikke glemmer den.
Følg instruktionen, som du fik efter operationen, og nedenstående fremgangsmåde, når du skal indsætte kateteret:
- Vask omkring urinrørsåbningen med vand og sæbe. Du kan også foretage behandlingen lige efter et brusebad, så du er nyvasket, varm og afslappet.
- Gør kateteret klar og placér det i nærheden af toilettet.
- Vask hænder.
- Tag kateteret ud af posen og før det op i urinrøret, indtil urinen begynder at løbe, eller indtil du kan mærke, at du har passeret forsnævringen.
- Når urinen holder op med at løbe, skal du dreje kateteret en omgang og langsomt trække det ud.
- Smid kateteret ud.
- Vask hænderne igen.
Hvis du mærker modstand, når du lægger kateteret op, kan du prøve disse råd til at lette indføringen:
- Host nogle gange, mens du skubber på kateteret.
- Gør dig tung og slap af i bækkenbunden.
- Bevar et let pres på kateteret.
Alle 3 metoder får lukkemusklen til at slappe af.
Hvis der er blod i kateteret
Det betyder ikke noget, hvis der sidder blod i kateteret, efter du har trukket det ud. Det skyldes blot, at kateteret har gennembrudt forsnævringen eller lavet en ubetydelig rift i urinrøret. Du kan ikke beskadige blæren ved behandlingen.
Brug et nyt kateter hver gang
Du skal bruge et nyt kateter hver gang. Du får udleveret katetrene i Urologisk Ambulatorium, indtil du er færdig med at behandle forsnævringen. Hvis du skal fortsætte permanent med katetre, søger vi bevilling hos kommunen. I nogle tilfælde skal man selv betale for de katetre, man skal bruge. Vi fortæller dig, hvor du skal købe disse.
Vær opmærksom på blærebetændelse
Når du jævnligt anvender kateter, har du lettere ved at få blærebetændelse. Hvis du har ildelugtende urin eller mistanke om blærebetændelse, er det en god idé at drikke rigeligt i løbet af kort tid og lade vandet ofte de næste timer. Får du feber, smerter eller blodig urin, skal du kontakte din egen læge for eventuel behandling.
2 måneder efter, at du er færdig med behandlingen, skal du til kontrol, hvor vi kontrollerer din vandladning med en flow-måling.
I nogle tilfælde er det nødvendigt at fortsætte med kateterbehandling, fx hver 2.-4. uge. I så fald skal du selv anskaffe nye katetre. Du kan købe katetre på internettet, og sygeplejersken kan foreslå, hvad du skal søge efter.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.