Efter indlæggelse på Intensivafsnittet

Du har været indlagt på Intensivafsnittet, fordi du har været så kritisk syg, at det har krævet intensiv pleje og behandling.

Kritisk sygdom kan opstå pludseligt og er ofte en stressfyldt og chokerende oplevelse både for dig og dine nærmeste. Du har måske endda været så syg, at du intet husker fra indlæggelsestidspunktet.

Denne pjece skal ses som en hjælp til dig og dine nærmeste. Pjecen indeholder information og vejledning om problemer eller bekymringer, som du måske har nu, hvor du snart bliver udskrevet eller måske allerede er udskrevet fra sygehuset og er ved at få det bedre.

Overflytning til sengeafsnittet

Du vil formentlig føle, at din overflytning til et almindeligt sengeafsnit er en stor forandring. Dagsrytmen er anderledes, og måske foregår alt på en anden måde. På sengeafsnittet kan der fx være flere patienter, og du ligger måske på en flersengsstue.

Du er blevet overflyttet til et almindeligt sengeafsnit, fordi du ikke længere er kritisk syg og ikke mere har brug for intensiv pleje og behandling. Du skal huske på, at du ikke længere er så syg, at du kræver konstant overvågning, og at det er et skridt i den rigtige retning, at du nu kan klare mere selv.

Hvis du eller dine nærmeste bliver utrygge ved noget, så vær åben og tal med personalet om det. Hvis der er behov for det, kan du og dine pårørende også bede om at få en samtale med en medarbejder, der har passet dig, mens du var på Intensivafsnittet. Ved at tale om utryghed eller bekymring kan I få hjælp og forklaring. Dermed bliver det lettere at håndtere situationen.

Opdateret