Kolposkopi: Sygeplejerske overtager kikkerten

Sygeplejerske Eva Damsgaard er blevet oplært i kolposkopi – kikkertundersøgelse af livmoderhalsen. En opgave der ellers ligger hos speciallægen. Hun har netop været på kursus i Florida for at lære af de bedste.

Kunne du bruge et par dage i Florida i arbejdstiden? Ja, tak vil de fleste af os begejstret svare. Når vi så får at vide, at vi skal bruge tiden på at studere livmoderhalse, så er det vist kun sygeplejerske Eva Damsgaard, der bliver endnu mere begejstret.

Hun har i januar deltaget på et dybdegående fire dages kursus i kolposkopi i Florida, primært finansieret af DSR og Harboefonden med netop at studere livmoderhalse og celleforandringer på disse.

Lære at læse en livmoderhals

Kolposkopi er undersøgelse af livmoderhalsens slimhinde under forstørrelse gennem kikkert. Den foretages ved mistanke om celleforandringer eller high risk HPV smitte.  Det har hidtil kun været speciallæger, der har udført undersøgelsen, men et par steder i landet - herunder nu på RHN – er det ved at ændre sig.

- Det handler om at lære at læse en livmoderhals, vurdere graden af celleforandringerne og være præcis med at tage biopsier de helt rigtige steder. I Florida blev vi undervist af nogle meget dygtige gynækologer og patologer. Vi blev præsenteret for hundredvis af eksempler og havde hands-on øvelser. Det var virkelig lærerigt og spændende. Jeg har fået så meget med hjem, siger Eva.

Velvilje fra ledelse og lægefaglige kolleger

Eva Damsgaard har løbende udbygget paletten af opgaver, hun kan varetage i sit ambulatorium. Det er oplæring i at udføre abort, gynækologiske undersøgelser, ultralyd, lægge spiral, foretage celleskrab og nu foretage kolposkopi.  RHN foretager ca. 850 kolposkopier årligt.

Opgaveglidningen har krævet en velvilje og opbakning fra både ledelse og afdelingens læger.

- Nogle læger var lidt skeptiske, for det er undersøgelser, som kan være en ”pause” for dem mellem deres mere tunge patienter. Men vi mangler ikke opgaver, så der er nok til alle, smiler Eva.

Udvidelsen af opgaveporteføljen er ikke blevet pålagt, men sker på baggrund af egne ønsker:

- Mit arbejde er enormt spændende, men jeg er meget ydmyg overfor det ansvar, jeg har og påtager mig. Det skal ikke være sådan, at nogen kan komme og sige, at det ”bare” var en sygeplejerske, der foretog undersøgelserne.

Derfor gør hun også meget ud af at suge til sig at viden. Det betyder eksempelvis at foruden oplæring på egen afdeling, så har Eva været på besøg på Patologisk Anatomisk Institut. Her viste bioanalytiker Gitte Woldum, hvad der sker på PAI, når de modtager celleskrab og biopsier fra kolposkopierne.

Giver det videre

Med al den nye viden fra Florida i hovedet og på computeren er Eva gået i gang med at omsætte det, så andre kan få gavn af det. Både sygeplejersker og unge læger.

- Det findes ikke et standard oplæringsprogram, og det mangler vi. Så jeg er ved at udarbejde noget materiale, der kan benyttes ved undervisning, siger Eva. Hun er også i kontakt med de få andre kolposkoperende sygeplejersker i landet, så de kan udveksle erfaringer, materiale og viden.

Eva Damsgaard er pt. den eneste sygeplejerske i Ambulatorium for Gynækologi på Regionshospital Nordjylland, der foretager kolposkopier, men også i Randers og Odense er man i gang med at oplære sygeplejersker.

 

Om kolposkopi:

Når der er taget en celleprøve for at se efter dysplasi i livmoderhalsen, skrabes et tyndt lag celler af fra overfladen af livmoderhalsen. Hvis der påvises unormale celler ved en mikroskopi af cellerne, anbefales det at få lavet en kolposkopi.

Ved en kolposkopi vaskes livmoderhalsen med eddikeopløsning og den studeres under forstørrelse gennem en kikkert. I kikkerten er det muligt at se, om der er celleforandringer og der skal tages bioopsier og celleskrab fra.  Der findes flere måder at behandle dysplasi i livmoderhalsen på, alt afhængig af sværhedsgraden.

Opdateret