En håndsrækning til den firbenede terapeut

Ergoterapeut Sara Rømer Pedersen modtog donation til at dygtiggøre sig indenfor dyreassisteret terapi, som benyttes på Neurorehabiliteringen.

Den firbenede terapeut er ikke Sara Rømer Pedersen. Men Sara arbejder med dyreassisteret terapi på Afdeling for Neurorehablitering i Brønderslev, hvor de ugentligt får besøg af terapihunde - og deres ejere - som hjælper patienterne med genoptræningen.

Den ordning har siden 2016 været organisatorisk støttet af Tryg Fonden, men ikke økonomisk. Derfor var det en god dag, da Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard, som repræsentant for Helga og Karl Kristensens fond kunne overrække en donation på 10.000 kroner. Penge der gør, at Sara Rømer Pedersen kan efteruddanne sig i menneske-dyr-psykologi, og dermed i endnu højere grad skabe en god genoptræning i samspillet mellem terapeut, hund og patient. Noget der har vist sig at være rigtig gavnligt:

- Vores patienter har fået rykket gulvtæppet væk under sig. De kan være trætte og have svært ved at se en mening med hele. Vi havde for eksempel en patient med dysfagi, dvs. synkebesvær. Han havde bare slet ikke lyst til at lave de øvelser, vi foreslog, og kunne ikke se noget formål med det. Men da vi satte øvelserne op sammen med hunden, hvor han indirekte fik træningen, ja så er det noget helt andet, fortæller Sara.

Hun så gerne, at dyr var en fast bestanddel af den "værktøjskasse", der benyttes overfor patienterne:

- Dyr er bare fantastisk og umiddelbare, og de motiverer på en måde, der taler direkte til patienter, så det ikke føles som træning. Kunsten er så for os terapueter at være kreative og få lavet nogle øvelser, der træner de rigtige ting uden, at patienten opdager det. Det kan for eksempel være gribeøvelser, når patienten skal gøre klar til at give hunden godbidder. Står der en hund og logrer foran, så gider man godt lige gøre det én gang til.  


 
Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev og del af bestyrelsen i Helga og Karl Kristensens fond, overrakte pengene til ergoterapeut Sara Rømer Pedersen. Det foregik onsdag den 23. sept. om morgenen udenfor i haven ved træningsbanen.

- Karl og Helga Kristensen holdt meget af sygehuset her. De havde næppe forestillet sig, at det blev sygehuset i den form vi ser i dag med neurorehabilitering, men de har gennem årene givet flere ting til huset og var meget opsatte på at bevare sygehuset i Brønderslev, sagde borgmester Michael Klitgaard.

Den første donation fra fonden fik sygehuset i 2008.

 

 

Opdateret