Opsøger cannabis i håbet om helbredelse

Håb om helbredelse fylder mest hos patienter, der anvender cannabis, viser interviewundersøgelse. Lindring af symptomer opfattes som en sekundær grund til behandling.

Der er fokus på anvendelse af cannabis i medicinsk kontekst, specielt som smertelindring. Men der er kun sparsom viden om danske patienter i palliativ behandling og deres anvendelse af cannabis.

Derfor iværksatte palliationssygeplejerske Dorte Buchwald i samarbejde med Center for Klinisk Forskning på Regionshospital Nordjylland, en kvalitativ interviewundersøgelse blandt cancerpatienter tilknyttet Palliativt Team på Regionshospital Nordjylland.

Hun ønskede at indsamle viden om hvorfor patienter med livstruende sygdom, der modtager lindrende behandling, anvender cannabis.

Kæmper for at leve

Brugen af cannabis begrunder de med kommentarer som:

”Det skal stoppe canceren – og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes”

”Det eneste, jeg vil, er at kæmpe for at leve – er det så svært at forstå? ”

Håbet om helbredelse vægter højeste, når patienterne opsøger cannabis på det illegale marked.

- På spørgsmålet, der vedrører den vigtigste grund til at starte med cannabisbaseret medicin, svarede alle 20 patienter, at de havde håb om, at cannabis ville have en helbredende virkning på kræftsygdommen, fortæller Dorte Buchwald.

Det illegale marked

Studiet viste også, at størstedelen af de patienter, der anvender cannabis, skaffer det på det illegale marked.

- Blandt kræftpatienter er der øget interesse for cannabisbaseret medicin som supplement til konventionel lindrende behandling. Lægerne er mere tilbageholdende i forhold til at tage dialogen med patienterne, da lægerne mangler de kliniske beviser for at kunne rådgive patienterne. Det resulterer så i, at patienterne står alene og selv opsøger cannabis og cannabisbaseret medicin på det ulovlige marked, siger Dorte Buchwald.

Interviewstudiet viste, at ud af 20 patienter oplevede

  • 14 patienter bedring af nattesøvn

  • 10 patienter lindring af angst og uro

  • 2 patienter lindring af kvalme

  • 2 patienter ikke nogen form for lindring

I blandt syv patienter, der startede med at købe illegal cannabis og senere skiftede til lægeordineret medicinsk cannabis, rapporterede alle, at det illegale havde markant bedre virkning end det medicinske cannabis.

 

Opdateret