Nyt tilbud om biologisk behandling til IBD-patienter

Afsnit 205 A er nu klar med biologisk behandling til patienter med inflammatorisk tarmsygdom. Dermed spares patienterne for køreturen til Ålborg.

Som patient med kronisk sygdom kan man hurtigt bruge meget tid på landevejene for at passe sine aftaler med sundhedsvæsenet. Sådan har det hidtil også været for patienter med kronisk inflammatoriske tarmsygdomme fra Regionshospitalets optageområde, der skal modtage biologisk behandling. De måtte en tur til Ålborg.

Nu er den tur fortid i hvert fald for en del af patienterne. Ambulatoriet for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme på afsnit 205A har de nu åbnet et ambulatorium for patienter med Crohns sygdom og Colitis Ulcerosa, der skal modtage biologisk behandling med anti-TNF-alfa antistoffer.

Livslangt bekendtskab

Sygdommene rammer både mænd og kvinder, ofte i alderen mellem 20 og 30, hvorefter patienterne resten af livet har kontakt til sygehuset i større eller mindre grad.

- Vi er meget glade for nu at kunne tilbyde patienterne dette. Det har været længe undervejs, siger overlæge Christa Marie Culmbach Fernis.

- Som personale vil vi gerne give patienterne den bedst mulige behandling, og vi vil gerne kunne følge dem og sygdommens udvikling. Ved at kunne tilbyde biologisk behandling her i Hjørring, så kan patienterne blive ved deres kontaktlæge og det personale, de er vant til, fortsætter hun.

Forebygge sygdomsudbrud

Biologiske lægemidler er fremstillet af levende organismer ved hjælp af bioteknologi. Behandlingen til IBD-patienterne består af antistoffer, der binder sig til immunologiske mediatorer eller receptorer. Den er dyrere end traditionel tabletbehandling.

- Patienterne vil være nogle, hvor tabletbehandlingen ikke har den ønskede effekt, men hvor vi med biologisk behandling har mulighed for at holde sygdommen i ro, give dem et mere normalt liv og øge deres livskvalitet, siger Christa.

Ambulatoriet starter ud med to præparater, som er dem, flertallet får, og åbent én dag om ugen, men det er tanken på sigt at udvide.

Patienterne skal typisk i behandling hver 8. uge og modtager lægemidlerne enten som infusion eller injektion med pen. Ved infusion skal de sidde i ambulatoriet mellem 30 minutter og et par timer alt efter hvilken medicin, de modtager, tidligere reaktioner osv.

Nogle patienter oplæres til at kunne varetage egne behandlinger hjemme og vil kun skulle til oplæring og kontroller i ambulatoriet, mens andre modtager alle deres behandlinger i Medicinsk mavetarm Ambulatoriet på afsnit 205A.

Oplæring

Fagligt er det spændende med nye behandlingsformer, som giver afsnittets personale mulighed for at udvikle nye kompetencer.

Sygeplejerskerne i ambulatoriet har været til oplæring dels i Ålborg, dels i Silkeborg og dels hos kollegerne på Regionshospitalets eget Reumatologiske Ambulatorium, hvor de også tilbyder biologisk behandling. Lægerne har haft følgedage og undervisning i Ålborg, hvor patienterne hidtil har modtaget behandlingen.

- Så vi er godt forberedt, konstaterer Christa.

I dag behandles omkring 150 patienter fra Regionshospitalet med biologisk medicin i Ålborg. Af disse vurderes halvdelen at kunne henvises til Hjørring i stedet med det nye tilbud, mens aktiv fistulerende Crohns sygdom og akut svær Colitis Ulcerosa fortsat behandles i Ålborg.

Opdateret