Hospitalsmedhjælpere som en ekstra ressource

Hospitalet ansætter nu hospitalsmedhjælpere til aflastning af det faste personale. Det kan give unge, der overvejer eller er påbegyndt sundhedsfaglig uddannelse et relevant studiejob.

Regionshospitalet søger nu kandidater til en ny type stillinger: Hospitalsmedhjælpere.

- Hospitalsmedhjælperne skal medvirke til, at det faguddannede personales tid i højere grad kan anvendes til de opgaver, hvor klinisk uddannelse og erfaring gør en kvalitativ forskel, siger Charlotte Fuglesang, direktør med plejefagligt ansvar.

Får relevant erfaring med

Stillingerne er oplagte som studiejob til unge, der overvejer eller er i gang med at læse til læge, sygeplejerske, portør, bioanalytiker, social- og sundhedsassistent, fysio- og ergoterapeut eller lignende.

- De indgår i stærke faglige fællesskaber i de enkelte afsnit, hvor de kan stifte bekendtskab med opgaver og samarbejder og dermed få relevante erfaringer med sig. Ud over at aflaste afsnittets øvrige personale, så håber vi, at tiltaget kan være med til at give unge under uddannelse eller unge, som har sabbatår, lyst til en jobmæssig fremtid på hospitalet, siger Charlotte Fuglesang.

Hospitalsmedhjælpere ansættes i det enkelte afsnit som ufaglærte med løn efter aftale mellem Regionshospital Nordjylland og FOA Vendsyssel.

Det faguddannede personale skal aflastes med hospitalsmedhjælpere

Sygeplejerske Nanna Pedersen på vej til en tørstig patient. Med hospitalsmedhjælpere kan det faguddannede personales tid i højere grad anvendes til de opgaver, hvor klinisk uddannelse og erfaring gør en kvalitativ forskel.

Træder ikke i stedet for eksisterende faggrupper

Hospitalsmedhjælpere træder ikke i stedet for eksisterende faggrupper eller allerede ansatte medarbejdere, og det ændrer ikke ved den nuværende fordeling af opgaver i hospitalet.

Ansættelsen af hospitalsmedhjælpere skal ses som en ekstra ressource til glæde for patienterne og aflastning af et personale i en hverdag, som ofte kan opleves som presset.

- Samtidig glæder vi os også til at hospitalet får den helt unge generations perspektiv på, hvad et hospital skal have øje for i forhold til at gøre det attraktivt for kommende sundhedsprofessionelle at være ansat, siger Charlotte Fuglesang.  

Opgaverne afstemmes efter hospitalshjælperens kompetencer. Det kan være selvstændige serviceopgaver, som at hente drikkevarer, servere mad, fylde op i skabe mv. Efter oplæring kan det være opgaver ift. ukomplicerede og stabile patienter, såsom lettere mobilisering, følge til toiletbesøg/madvogn, måling af temperatur eller opgaver, hvor hospitalshjælperne fungerer som støtte til det uddannede personale eks. lejring og personlig hygiejne.

Den enkelte hospitalsmedhjælper bliver ikke pålagt opgaver, som vedkommende ikke er oplært i hverken generelt eller set i forhold til den aktuelle patient.

Timetallet er som udgangspunkt 10-15 timer pr. uge fordelt på 2-3 vagter. Det gør det muligt at opnå tilknytning til afsnittet og fortrolighed med opgaverne sideløbende med et eventuelt studium.

Fremmødet planlægges ud fra det lokale behov. Det kan eks. være i tidsrummet 16-21, hvor hospitalsmedhjælperen kan hjælpe med opgaverne i overgangen mellem dag- og aftenvagt.

Stillinger kan ses på Ledige job (rn.dk)

Opdateret