9 kvinder har taget imod tilbud om psykologhjælp efter krænkelsessag

Regionshospital Nordjylland informerede 22. december 2021 om en mulig krænkelsessag, hvor en tidligere patient berettede om, at hun i 1980erne havde været udsat for krænkende adfærd af en gynækologisk læge på hospitalet.

Overgrebet skulle være foregået, da lægen foretog en undersøgelse af hende på hospitalet i Hjørring.

På den baggrund satte regionshospitalet en undersøgelse i gang, der skulle afdække forløbet samt afklare, om andre kvinder kunne have oplevet noget lignende.

19 kvinder har henvendt sig

I alt 19 kvinder har siden henvendt sig til Regionshospital Nordjylland med lignende oplevelser.

Hospitalet har taget henvendelserne alvorligt og har fulgt op på dem alle. De 19 kvinder har fået tilbud om psykologhjælp hos Nordisk Krisekorps, der har speciale i behandling af traumer. 9 af de 19 kvinder har ønsket at tage imod tilbuddet.

De krænkede kvinder tilbydes psykologhjælp ved behov

Kvinderne har i deres e-Boks fået en beklagelse fra hospitalet for den krænkelse, de har oplevet, samt tilbud om psykologhjælp. Brevet er fulgt op med en telefonopringning.

- Åbner vi først op for et ældre traume - hvilket vi allerede har gjort - er vi også forpligtigede til at lukke det igen på en forsvarlig måde. Det er vigtigt for os, at de berørte får den hjælp, de har behov for. Nordisk Krisekorps har den faglige ekspertise på området, og vi er glade for at kunne tilbyde kvinderne et forløb hos dem, siger lægefaglig direktør Søren Hjortshøj.

De berørte kvinder har ved telefonsamtalerne med hospitalets personale givet udtryk for, at de er glade for tilbuddet om hjælp.

Opdateret