Velkommen til Regionshospital Nordjylland - for udenlandsk personale

Borgere fra de Nordiske lande

Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan frit indrejse, opholde, studere og arbejde i Danmark. De behøver altså ikke visum, opholds- eller arbejdstilladelse.
Nordiske statsborgere kan rejse ind i Danmark uden pas. En nordisk landsborger skal dog kunne identificere sig, hvis det er nødvendigt. Det kan være tilfældet, hvis han eller hun skal overnatte på et hotel, en campingplads eller lignende. Et kørekort eller hævekort vil i så tilfælde være tilstrækkeligt. 

Borgere fra et EU/ØS-land eller et 3. land

Som EU/EØS-borger skal du have et registreringsbevis, som er din dokumentation for, at du er EU-borger – eller et familiemedlem til en EU-borger – har ret til at opholde sig i Danmark.
Som borger fra et 3.land (ikke EU-borger) kan du opholde dig 3 måneder i Danmark. Herefter har du pligt til at registrere dig hos Udlændingeservice, men som hovedregel skal du have en opholdstilladelse, inden du ankommer til Danmark.

Når du har fået en ansættelseskontrakt kan du søge om et registreringsbevis eller om en opholds- og arbejdstilladelse

  • Blanketten for ansøgning om registreringsbevis hedder OD1, og findes på www.statsforvaltningen.dk
  • Blanketten for opholds- og arbejdstilladelse hedder AR1, og findes på www.nyidanmark.dk  under fanen Blanketter
  • For begge blanketter gælder, at der er en side, der hedder Arbejdsgivererklæring, som skal udfyldes af hospitalet.

Søger du om et registreringsbevis (for EU/EØS-borgere) skal du møde personligt på Statsforvaltningen Nordjylland

Her skal du medbringe:

  • Pas
  • Ansættelseskontrakt
  • Et vellignende pasfoto
  • Udfyldt ansøgningsblanket (OD1)

Når ansøgningen er behandlet i Statsforvaltningen, får du og arbejdsgiver svar på afgørelsen.

Søger du om opholds- og arbejdstilladelse (3. lands-borgere) skal du møde personligt op hos Nordjyllands Politi (nærmeste politistation)

Her skal du medbringe:

  • Pas
  • Ansættelseskontrakt
  • To vellignede pasfoto
  • Udfyldt ansøgningsblanket (AR1)
  • Dokumentation for uddannelse (i kopi med autoriseret oversættelse til engelsk eller dansk)

Når din ansøgningen er behandlet i Udlændingeservice, får du og arbejdsgiver svar på afgørelsen.

CPR-nummer og sundhedskort

Når du har fået et registreringsbevis eller en opholds- og arbejdstilladelse skal du henvende dig til Borgerservice i din bopælskommune for at blive registreret.

Registreringen giver dig ret til et sundhedskort. Dette kort er et bevis på, at du har ret til ydelser fra den offentlige sygesikring. På kortet står dit navn, cpr-nummer og kontaktoplysninger på din læge.

Med sundhedskortet har du bl.a. adgang til gratis lægebesøg, hospitalsophold, sundhedspleje og børnetandpleje, der hører under det offentlige sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsenet er finansieret via skatten og baseret på principperne om lige adgang til sundhedsvæsnets ydelser for alle borgere.

Ved registrering i Borgerservice skal du medbringe:

  • Pas
  • Registreringsbevis eller opholdstilladelse
  • Evt. lejekontrakt

Borgerservice kan bl.a. hjælpe dig med sygeforsikringsoplysninger i forhold til din ægtefælle og hvordan du får hjælp ved sygdom og lignende. 

Skattekort

Når du arbejder i Danmark skal du betale indkomstskat i Danmark, men du kan også samtidig være delvis skattepligtig i dit hjemland. SKAT udsteder skattekort og giver råd og vejledning om fradrag osv.

Når du skal have et skattekort skal du huske:

  • Registreringsbevis eller opholds- og arbejdstilladelse
  • Personlig legitimation med foto
  • Dokumentation om civilstand (evt. vielsesattest) og børn
  • Dokumentation om bopæl
  • Nyeste skatteopgørelse fra tidligere bopælsland
  • Ansættelseskontrakt
  • Bankoplysninger fra dit hjemland

Adresser og åbningstider på nærmeste skattecenter kan du finde på www.skat.dk

Bankkonto

Alle som arbejder i Danmark skal have en dansk bankkonto for at få udbetalt løn. Du skal derfor henvende dig i en bank for at oprette en konto.

For at oprette en konto skal du medbringe:

  • Ansættelseskontrakt
  • Pas eller anden personlig legitimation med foto
  • Dokumentation for adresse i Danmark

Når du har oprettet en konto er denne automatisk din NemKonto. En NemKonto kan bruges til offentlige udbetalinger, som f.eks. restskat, løn fra offentlige myndigheder og sociale bidrag. 

Sprogundervisning

Så snart du har fået et dansk cpr-nummer kan du tilmeldes danskundervisning. På Borgerservice kan du få oplyst hvor og hvornår undervisningen finder sted.

Arbejdsløshedsforsikring

I de fleste europæiske lande er du automatisk arbejdsløshedsforsikret, når du begynder at arbejde, men i Danmark skal du tilmelde dig en a-kasse for at være berettiget til arbejdsløshedsforsikring.

Indbo- og ulykkesforsikring

Alle ansatte i Danmark er dækket af den obligatoriske arbejdsgiverforsikring, men det er vigtigt, at du selv sikrer dig, at du er dækket i din fritid. Du skal derfor sikre dig, at du har forsikringer som dækker dig under opholdet i Danmark (indbo, bil og ulykkesforsikring). 

Kørekort

Kørekort udstedt i et EU/EØS-land er gyldigt i Danmark og skal ikke ombyttes til et dansk kørekort.

Kørekort udstedt i et ikke-EU/EØS-land skal derimod ombyttes.

Ombytningen foregår hos Borgerservice og skal ske senest 14 dage efter registrering af dansk bopæl. Du skal møde personligt op i Borgerservice og udfylde en blanket.

For at få ombyttet dit kørekort til et dansk kørekort skal du medbringe:

  • Dit eget gyldige kørekort
  • Registreringsbevis eller arbejds- og opholdstilladelse
  • Pas eller anden personlig legitimation med foto
  • Lægeattest, udstedt af egen læge og et foto, som er stemplet af lægen
  • Fotoet skal leve op til de nyeste retningslinier for foto til kørekort.

Udenlandsk registrerede køretøjer

Regler om kørsel i et udenlandsk registreret køretøj er ikke enkle. Det er SKAT, der administrere, rådgiver og vejleder om reglerne.

Et godt råd til dig vil være, at du straks efter ankomst til Danmark søger om tilladelse til kørsel i det udenlandske registrerede køretøj.

Ansøgningsskemaet finder du på www.skat.dk  

Tilladelsen gives som hovedregel hvis du opholder dig i Danmark mindre end 365 dage indenfor 24 måneder. Men spørgsmålet om registreringspligt afhænger af en konkret vurdering af dine bopælsforhold.

Familie i Danmark

Ønsker du at få din familie med til Danmark, gælder der forskellige regler afhængig af hvor du kommer fra og dine familiemedlemmers statsborgerskaber.

Som EU/EØS-borger kan du få din familie med til Danmark uanset deres nationalitet. Den nærmeste familie – dvs. ægtefælle og mindreårige børn – kan få udstedt registrerings/opholdsbevis.

Derudover kan andre familiemedlemmer – dvs. børn over 18 år, forældre, bedsteforældre og andre familiemedlemmer – i visse situationer også få registrerings/opholdsbevis.

Statsforvaltningen i Aalborg vejleder om dette emne. 

Nyttige adresser

Adresser
Åbningstider 

Familieretshuset i Aalborg 
Aalborghus Slot
Slotspladsen 1
9000 Aalborg

Tlf. 72 56 70 00
Telefontid:

Mandag: 08:00-14:00
Tirsdag: 08:00-14:00
Onsdag: 08:00-12:00
Torsdag: 08:00-16:00
Fredag: 08:00-12:00

Åbningstider for personlig betjening:

Mandag 08.00-12.00
Tirsdag 08.00-12.00
Onsdag 08.00-12.00
Torsdag 12.00-15.00
Fredag 08.00-12.00

Borgerservice Hjørring Kommune 
Springvandspladsen 5 
9800 Hjørring
Tlf. 72 33 33 33

Mandag, tirsdag og fredag kl. 10.00 - 14.00
Onsdag lukket
Torsdag kl. 10.00 - 18.00

Telefontid: kl. 09.00 - 13.00 

Borgerservice Frederikshavn Kommune 
Frederikshavn Bibliotek
Parallelvej 16
9900 Frederikshavn
Tlf. 98 45 50 00

Mandag og tirsdag kl. 10.00 - 15.00
Onsdag åben for digital selvbetjening
Torsdag kl. 10.00 - 17.00
Fredag kl. 10.00 - 14.00
Lørdag kl. 10.00 - 13.00 (ikke i Skagen)

Pas og kørekort udstedes ikke onsdag og lørdag

Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi
Jyllandsgade 27
9000 Aalborg
Tlf. 96 30 14 48

Hjørring Politi
Horsevang 9
9800 Hjørring
Tlf. 96 30 14 48

Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 08.00-15.00
Torsdag kl. 08.00-17.00

Opdateret