Ophold på hospice
Hospice er en del af det frie sygehusvalg, og man kan i princippet søge plads på alle hospicer i Danmark. Team for Lindrende Behandling (TLB) i Hjørring arbejder tæt sammen med Hospice Vendsyssel i Frederikshavn. For at komme på hospice skal du visiteres af Team for Lindrende Behandling, have behov for en specialiseret, lindrende indsats og opfylde følgende kriterier:
- Du skal have en uhelbredelig, livstruende sygdom med en kort forventet levetid.
- Du skal have behov for lindrende behandling på specialiseret niveau.
- Du skal have et ønske om at komme på hospice.
Du kan tilbydes en plads på hospice til:
- Livets afslutning. Hvis det ikke er muligt at dø hjemme, eller hvis du ikke ønsker at afslutte dit liv hjemme.
- Symptomlindring. Hvis dine symptomer ikke lindres tilstrækkeligt hjemme, kan du få tilbudt et midlertidigt ophold på hospice, som har fokus på at lindre de plagsomme symptomer. Efterfølgende udskrives du igen.
- Aflastning. Er der ledige pladser, der ikke skal bruges af patienter til livets afslutning og symptomlindring, kan du få tilbudt et midlertidigt ophold til aflastning. Opholdet er typisk af 14 dages varighed.
- Rehabilitering. Er der ledige pladser, der ikke skal bruges af patienter til livets afslutning og symptomlindring, kan du få tilbudt et ophold til rehabilitering. Opholdet er typisk af 14 dages varighed.
De patienter, der har størst behov, kommer først til
Der er desværre ikke hospicepladser til alle de patienter, der ønsker det. Vurderer vi, at en hospiceplads er relevant for dig, kommer du på en liste over visiterede patienter. Når hospice har en ledig plads, vurderer vi, hvem af de visiterede patienter, der har størst behov for indlæggelse. Herefter tilbydes vedkommende en plads. Man tildeles typisk en plads med en enkelt dags varsel. Hvis du ikke kommer på hospice, vurderer vi, hvilke andre tilbud du kan tilbydes, fx øget hjemmepleje, tættere tilknytning til Team for Lindrende behandling eller en plads på en kommunal aflastningsplads. Et hospiceophold er gratis, og du kan have en pårørende medindlagt. Din pårørende skal dog selv betale for maden.