På Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling udfører vi en del af vores operationer med robotkirurgi.
Ved hjælp af robottens fine og stabile bevægelser kan kirurgen arbejde med større præcision, end det er muligt ved en almindelig operation med hånden. Samtidig får kirurgen et tredimensionelt og forstørret billede af området inde i kroppen. Det gør det lettere at se selv små detaljer og undgå at skade vigtige organer og strukturer.
Robotkirurgi foretages som regel gennem små huller i huden, hvilket gør operationen mere skånsom og giver en række fordele for vores patienter:
- Mindre smerte efter operationen
- Mindre arvæv
- Kortere helingstid
- Mindre risiko for blødning og andre komplikationer
- Kortere indlæggelsestid og hurtigere tilbagevenden til daglige aktiviteter
Robotten bidrager også til bedre ergonomiske forhold for kirurgen, hvilket mindsker belastningen under operationen.