Speciallæge ved Patologisk Institut
Uddannelse af speciallægen på Patologisk Institut
Inden speciallægen starter på Patologisk Institut vil han/hun modtage relevant, skriftligt introduktions materiale, ligesom der er mulighed for at studere sygehusets og afsnittets hjemmeside.
Opgavefunktioner ved Patologisk Institut
Den overordnede opgave på Patologisk Anatomisk Institut (PAI) er at undersøge og diagnosticere vævs- og celleprøver. Undersøgelsesmetoderne inddeles afhængigt af prøvematerialet - og disse kan overordnet inddeles i histologiske (væv) og cytologiske (celler) undersøgelser.
Specialet Patologisk Anatomi er et tværgående speciale eller et såkaldt servicefag, som yder diagnostisk service overfor de kliniske afdelinger på Regionshospital Nordjylland med histologiske- og cytologiske undersøgelser samt obduktioner.
Disse foretages ligeledes for Dronninglund Sygehus.
Endvidere betjenes speciallæger og tandlæger.
Patoanatomiske undersøgelser er undersøgelser af organer, væv og celler med det formål at påvise eventuelle morfologiske, makroskopiske og mikroskopiske forandringer.
Diagnoserne stilles ved hjælp af mikroskopiundersøgelser evt. suppleret med specialfarvninger og/eller immunhisto-/-cytokemiske undersøgelser.
Inden diagnosticeringen skal prøvematerialet gennem en række forskellige forbehandlinger.
Diagnosticeringen af prøvematerialet rummer bl.a. beskrivelser af sygdommens udbredelse, behandlingseffekt og prognose.
Det diagnostiske udsagn danner derfor grundlag for den videre behandling, hvorfor der er et tæt samarbejde med de rekvirerende læger.
Obduktioner/sektioner er ligeledes et af specialets arbejdsområder, og patologerne foretager obduktionerne i sygehusregi i det omfang der fremsættes begæring herom.
Obduktionerne er et vigtigt led i kvalitetssikringen på sygehuset.
Uddannelsesforløbet
Hurtigst muligt efter speciallægens start på afdelingen afholder denne sammen med den tildelte hovedvejleder en introduktionssamtale. Ved introduktionssamtalen redegør speciallægen for sit hidtidige karriereforløb og for hvilke planer og forventninger han/hun knytter til opholdet på afdelingen - herunder specielle faglige interesser, tidligere opnåede kompetencer (speciallægens portefølje) og karrieremæssige planer.
Hovedvejlederen redegør for afdelingens uddannelsesprogram og sammen udarbejder hovedvejleder og speciallæge en individuel uddannelsesplan for opholdet.
I løbet af uddannelsesforløbet afholder uddannelsessøgende og hovedvejleder mindst en justeringssamtale, hvor det hidtidige uddannelsesforløb gennemgås og hvor eventuelle problemer tages op, ligesom der sikres, at opnåelsen af de nødvendige kompetencer skrider planmæssigt frem.
Dette giver mulighed for at løse uddannelsesmæssige problemer hen ad vejen, og dermed undgå uhensigtsmæssige uddannelsesforløb.
Der skal i løbet af uddannelsen afholdes mindst en justeringssamtale, som skal ligge nogenlunde midtvejs i forløbet (midtvejssamtale), men ved behov kan den uddannelsessøgende eller vejlederen til enhver tid udbede sig yderligere justeringssamtaler.
I forbindelse med ansættelsens ophør, afholder hovedvejleder og speciallæge en slutsamtale, hvor uddannelsesforløbet gennemgås, og der gives feedback og evaluering fra såvel vejleder som speciallæge, således at uddannelsen kan forbedres.
Uddannelsesansvarlig overlæge
Opdateret