På Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland er der tilbud om abortsamtale, hvis du overvejer abort eller har fået foretaget en provokeret abort.
Hvis du overvejer abort
Hvis du overvejer en abort, gør du dig sikkert mange tanker om, hvad det vil betyde for dig, hvis du gennemfører graviditeten eller vælger at få en abort. Tanker om din partner, din familie, uddannelse, arbejde, boligforhold og lignende. Det kan være en vanskelig beslutning, om man skal vælge en abort eller gennemføre graviditeten. Derfor tilbyder vi dig 1-2 samtaler, der kan støtte dig i at træffe den beslutning. Hvis du ønsker en abortsamtale på et hospital, fordi du overvejer abort, skal du først have en henvisning fra din praktiserende læge. Dernæst kan du henvende dig på et af telefonnumrene på næste side.
Hvis du har fået en abort
Beslutningen om at få en abort eller ej kan være vanskelig. Derfor er det en almindelig reaktion, at du efter aborten kan føle dig både lettet og samtidig være påvirket – både fysisk og psykisk.
Tiden efter en abort kan rumme mange tanker. Tanker som er helt naturlige at have, og som tager tid at forholde sig til. Nogen kommer hurtigt videre fra disse tanker – andre har brug for mere tid og kan have svært ved at få hold på tanker og følelser. Hvis du er blandt dem, som stadig har det svært 3-4 uger efter aborten, vil vi meget gerne tilbyde dig 1-2 samtaler. Samtalerne vil bl.a. handle om dit abortforløb, prævention, støtte fra din partner, familie og venner.
Om abortsamtalen
Samtalen er individuel og tager udgangspunkt i dine behov. Samtalen varetages af en sundhedsfaglig person, der har modtaget efteruddannelse i abortsamtaler. Der er afsat ca. 1 time til samtalen og den sundhedsfaglige person, der deltager i samtalen har tavshedspligt.