Behandling af hjertesvigt - et forløb i Hjertesvigtklinikken

Hjertesvigtklinikken er et sted, hvor man får behandling for en tilstand, hvor hjertets pumpekraft er svækket. Sygdommens navn er hjertesvigt eller hjerteinsufficiens.

Diagnosen hjertesvigt stilles i forbindelse med en ultralydsskanning af dit hjerte, en såkaldt EKKO (ekkokardiografi).

Lægen planlægger behandlingen, og du får medicin, der gradvist øges i dosis over en længere periode. Behandlingen begynder ofte under en indlæggelse og fortsætter så ambulant i Hjerteklinikken. Ambulant vil sige, at du ikke er indlagt.

Behandlingen består af medicin, undervisning og fysisk træning.

Hjertesvigtklinikken er bemandet med sygeplejersker, som har uddannelse i og erfaring med behandling af hjertesygdomme. Sygeplejersken følger den behandlingsplan, som lægen har lagt, og kan ved hver konsultation konferere med hjertelægen, hvis der er behov for det.