Kikkertundersøgelse af mavesækken (gastrokopi)
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm – også kaldet en gastroskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer i området, der kan forklare dine symptomer.
-
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm – også kaldet en gastroskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer i området, der kan forklare dine symptomer.
-
På undersøgelsesdagen taler du først med en sygeplejerske, så du har mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål.
Du skal ligge på venstre side under hele undersøgelsen.
Vi beder dig om at lave en almindelig synkebevægelse, og mens du gør det, fører lægen et langt rør ind i din mund, ned i dit spiserør til maven og ud i tolvfingertarmen.
Undersøgelsen er smertefri, men det kan føles ubehageligt, når røret føres ned igennem dit svælg, og du vil måske komme til at bøvse.
For enden af røret sidder et kamera, som gør det muligt for os at se indersiden af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm. Vi kan også se, om der er sår, udposninger eller svulster i området. For at beskytte kikkerten, får du en plastikbidering i munden.
Hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt, tager vi vævsprøver (biopsier) fra slimhinden til yderligere undersøgelse.
Undersøgelsen varer cirka 5-10 minutter.
-
Hold pause med medicin mod halsbrand
Hvis du får medicin mod halsbrand eller sure opstød, skal du holde pause med denne medicin fra 1 uge inden undersøgelsen.
Vær opmærksom, hvis du har sukkersyge
Har du sukkersyge, som behandles med insulin, skal du kontakte din egen læge, så I kan aftale, hvordan du skal tage din medicin i forbindelse med undersøgelsen.
Har du sukkersyge, der behandles med tabletter, skal du vente med at tage medicinen til efter undersøgelsen. Medbring tabletterne til undersøgelsen, så du kan tage dem lige bagefter.
Få reguleret eventuel blodfortyndende medicin
Får du blodfortyndende medicin, skal du muligvis justere dosis eller holde pause, for at vi kan gennemføre undersøgelsen. Se her, hvad du skal gøre:
- Kontakt din læge senest 1 uge inden undersøgelsen, hvis du får Marevan®, Marcoumar®, Plavix®, Xarelto®, Pradaxa®, Eliquis®, Cloridocard, Grepid® eller lignende.
- Få taget en INR-blodprøve sidste hverdag inden undersøgelsen, hvis du får Marevan® eller Marcoumar®.
- Du må gerne tage præparaterne Magnyl® og Persantin®, da de ikke giver øget risiko for blødning ved undersøgelsen.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Tag din livsvigtige medicin
Tag din sædvanlige morgenmedicin med lidt vand om morgenen inden undersøgelsen.
Oplys eventuelle tandproblemer
På grund af bideringen i munden er det vigtigt, at du fortæller os om eventuelle tandproblemer, inden vi påbegynder undersøgelsen.
Kontakt din egen læge ved komplikationer
Hvis du oplever komplikationer efter undersøgelsen, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
-
Du får svar på undersøgelsen, inden du tager hjem. Har lægen taget vævsprøver, vil der gå cirka 10 dage, inden du får svar i din Digital Post eller per brev.
-
En gastroskopi er en meget sikker undersøgelse, hvor der kun i sjældne tilfælde opstår komplikationer. Det kan dreje sig om blødning eller hul på de organer, vi undersøger.
I sjældne tilfælde kan der ske skader på tænderne, når røret bliver ført ind.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (gastroskopi), kan du eventuelt læse mere på www.patienthåndbogen.dk – søg på: ”gastroskopi”.
Diagnostisk Center
Tlf. 97 64 08 69
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00