Kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen
Du skal have lavet en undersøgelse af din endetarm og den nederste del af din tyktarm, også kaldet en sigmoideoskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer, som kan forklare dine symptomer.
-
Du skal have lavet en undersøgelse af din endetarm og den nederste del af din tyktarm, også kaldet en sigmoideoskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer, som kan forklare dine symptomer.
-
På undersøgelsesdagen taler du først med en sygeplejerske, så du har mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål.
Undersøgelsen foregår ved hjælp af en bøjelig slange (sigmoideoskop), der føres ind i din endetarm og op gennem den venstre side af din tyktarm.
For enden af slangen sidder et kamera, og med det er det muligt at se tarmens slimhinde. Det er også muligt at se, om der skulle være polypper, udposninger eller svulster i din tarm.
For at føre kameraet ind er det nødvendigt, at vi puster luft op i din tarm. Det kan føles ubehageligt og give forbigående kvalme og oppustethed. Desuden kan slangen trykke på din tarm og give mavekneb.
Undervejs i undersøgelsen vurderer lægen, om der skal tages vævsprøver (biopsier) af tarmvæggen til videre undersøgelse.
Undersøgelsen varer 15-30 minutter.
-
Få reguleret blodfortyndende medicin
Tager du blodfortyndende medicin, skal du muligvis justere dosis eller holde pause, for at vi kan gennemføre undersøgelsen. Du skal gøre følgende:
Kontakt din egen læge senest 1 uge inden undersøgelsen, hvis du får Marevan®, Marcoumar®, Plavix® (Clopidogrel), Grepid® eller lignende.
Få taget en INR-blodprøve sidste hverdag inden undersøgelsen, hvis du får Marevan® eller Marcoumar®.
Du må gerne tage præparaterne Magnyl® og Persantin®, da de ikke giver øget risiko for blødning ved undersøgelsen.
Undgå jerntabletter
Du må ikke tage jerntabletter 7 dage inden undersøgelsen.
Spis, som du plejer
Du skal ikke faste forud for undersøgelsen, men må spise og drikke, som du plejer.
Undgå fødevarer med kerner i
4 dage inden undersøgelsen skal du undgå fødevarer med fuldkorn og fødevarer med kerner i, da kerner kan besværliggøre undersøgelsen. Det kan fx være kiwifrugter, brød med kerner, hørfrø, sesamfrø med mere.
Tag udrensningsmiddel inden undersøgelsen
For at få et godt resultat af undersøgelsen er det vigtigt, at tyktarmen er helt tom inden undersøgelsen. Du skal derfor tage et udrensningsmiddel, som du skal købe i håndkøb på apoteket. Du skal købe 1 styk afføringsmiddel a 120-150 ml, fx Fleet®, Fosfat® eller Klyx®. Husk den medsendte rekvisition.
Tag afføringsmidlet 3-4 timer før undersøgelsen.
Gør som følger:
Tag hætten af. Vær opmærksom på, at du skal klippe det øverste af indføringsdelen af, før væsken kan trykkes ud.
Læg dig behageligt på venstre side, og før indføringsdelen helt op i endetarmsåbningen.
Tøm beholderen helt og klem sammen om den, når du trækker den ud.
Afføringsmidlet virker normalt efter nogle minutter, men hold dig så længe som muligt.
-
Der er ingen restriktioner efter undersøgelsen, og du kan tage hjem umiddelbart efter.
-
Du får svar på undersøgelsen, inden du tager hjem. Hvis lægen har taget vævsprøver fra din tarm, kan der gå cirka 10 dage, før du får svar på dem. Du får svar i Digital Post eller per brev.
-
Sigmoideoskopi er en meget sikker undersøgelse.
I meget sjældne tilfælde optræder der dog komplikationer i form af blødning eller hul i tarmens væg.
Hul på tarmen viser sig som tiltagende mavesmerter og feber. Symptomerne viser sig som regel inden for det første døgn efter undersøgelsen.
Hvis du bliver opmærksom på bivirkninger eller komplikationer, skal du omgående kontakte hospitalet og spørge efter vagthavende læge på kirurgisk afdeling. Tlf. 97 64 00 00.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Diagnostisk Center
Tlf. 97 64 08 69
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00