Sådan behandler du allergisk spiserørsbetændelse med Flixotide®
Du skal tage medicinen Flixotide® mod allergisk spiserørsbetændelse. Flixotide® er en spray med binyrebarkhormon, som man også bruger til at behandle astma.
Behandlingen foregår i 2 dele:
- Startbehandling
- Vedligeholdelsesbehandling.
-
Du skal tage medicinen Flixotide® mod allergisk spiserørsbetændelse. Flixotide® er en spray med binyrebarkhormon, som man også bruger til at behandle astma.
Behandlingen foregår i 2 dele:
- Startbehandling
- Vedligeholdelsesbehandling.
-
Beregn, hvornår sprayen er brugt op
Inden du begynder behandlingen, skal du regne ud, hvornår sprayen er brugt op. Udregningen er vigtig, da man ikke kan se på sprayen, hvornår den er tom. Når den er tom, er der stadig drivmiddel i sprayen, så man kan tro, der stadig er medicin i den.
For at regne det ud, skal du kende din medicindosis. Det giver lægen dig besked om. Startdosis er typisk 2-3 pust om morgenen og 2-3 pust om aftenen. Sprayen indeholder 120 doser.
Sådan regner du:
- 3 pust morgen og 3 pust aften = 6 doser per dag. 120 doser divideret med 6 doser per dag (120/6) = medicin til 20 dage.
- 2 pust morgen og 2 pust aften = 4 doser per dag. 120/4 = medicin til 30 dage.
- 1 pust morgen og 1 pust aften = 2 doser per dag. 120/2 = medicin til 60 dage.
Skriv ned, hvornår sprayen løber tør for medicin.
Sådan tager du Flixotide®
Det er vigtigt, at medicinen kommer ned i dit spiserør og ikke i lungerne. Du skal synke medicinen, ikke inhalere den.
- Tag en dyb indånding og hold vejret.
- Tag sprayens mundstykke i munden og lad læberne slutte tæt om mundstykket.
- Spray 1 gang ind i munden og synk med det samme. Først derefter kan du puste ud.
- Gentag på samme måde, hvis du skal have 2 eller 3 pust.
Vær opmærksom på, at personalet på apoteket kan give dig en anden vejledning. Vis dem i så fald denne pjece, så de kan se, hvilken behandling du får.
Når du har taget Flixotide®
- Undgå at spise og drikke. Hvis du spiser og drikker inden for ½ time, bliver medicinen skyllet ned i maven, og den når ikke at virke i spiserøret.
- Skyl munden i vand og børst tænder. Medicinen kan give svamp i munden. Derfor er det vigtigt, at du børster tænder umiddelbart efter, du har taget medicinen.
-
Når du har været i behandling med Flixotide® så længe, at dine symptomer, fx synkebesvær og halsbrand, er forsvundet, kan du trappe ned og nøjes med vedligeholdelsesbehandling. Symptomerne på allergisk spiserørsbetændelse kommer igen hos stort se alle patienter, hvis de stopper behandlingen helt. Kunsten er at finde den behandling, der fjerner symptomerne bedst muligt.
Der er 2 muligheder for fremtidig behandling:
- Vedligeholdelsesbehandling
- Behandlingskur.
Vedligeholdelsesbehandling
Ved vedligeholdelsesbehandling skal du langsomt trappe din medicindosis ned.
- Forsøg med 2 pust morgen og 2 pust aften.
- Kommer symptomerne igen på denne reducerede dosering, skal du gå tilbage til 3 pust morgen og 3 pust aften.
- Når der igen har været ro i symptomerne i 14 dage, kan du igen trappe ned til 2 pust morgen og 2 pust aften.
- Trap ned på laveste dosis, der holder symptomerne væk.
Behandlingskur
Hvis du skal behandles med medicinkure, skal du typisk tage 3 pust Flixotide® om morgenen og 3 pust om aftenen i 8 uger. Derefter skal du stoppe helt med medicinen og vente på, at symptomerne kommer igen. Når symptomerne kommer igen, skal du tage en ny kur på 8 uger med 3 pust morgen og 3 pust aften.
-
Bivirkninger af behandlingen
Behandling med Flixotide® har meget få bivirkninger. Den hyppigste er svamp i munden. Svamp i munden viser sig som hvide flødeskindsbelægninger på slimhinden (trøske) og eventuelt svie. Du nedsætter risikoen for svamp betydeligt ved at følge instruktionerne ovenfor. Læs i øvrigt på medicinsprayens indlægsseddel.
Risici ved ubehandlet spiserørsbetændelse
Da sygdommen er relativt ny, ved vi ikke så meget om, hvad der sker på lang sigt, hvis man undlader at bruge medicin og i stedet lever med synkebesværet. Det ser dog ud til, at cirka halvdelen af patienterne vil blive indlagt med fastsiddende mad i spiserøret, som skal fjernes ved en kikkertundersøgelse.
Undersøgelser viser også, at mange års symptomer giver en øget risiko for at få permanente forsnævringer i spiserøret. Får man en permanent forsnævring i spiserøret, kan forsnævringen som oftest udvides ved kikkertundersøgelse.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Ambulatorium for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme
Sekretær
Tlf. 97 64 08 72
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 12.00