Inden vi tømmer væsken ud af pleurahulen, bliver du ultralydsskannet på ryggen, så vi helt præcist kan se, hvor væsken ligger. Du skal have din trøje af, mens vi skanner dig.
Herefter bliver du lokalbedøvet med en indsprøjtning i området. Når bedøvelsen virker, foretager vi et indstik imellem ribbenene og videre ind til væsken, som vi herefter tømmer ud via en tynd slange (et dræn).
Selve anlæggelsen af drænet tager cirka 15 minutter. Det er individuelt, hvor lang tid udtømningen tager. Det afhænger helt af, hvor meget væske der er i pleurahulen.
Ved ambulant behandling fjernes drænet umiddelbart efter udtømning.
Hvis vi ikke kender årsagen til, at du danner væske, sender vi væsken til nærmere undersøgelse.