Spyt- og tåretest

Du skal have lavet en undersøgelse, som kan påvise, hvor meget tårevæske og spyt du danner. Undersøgelsen bruges i forbindelse med udredning af et såkaldt ’Sjøgrens syndrom’.

Sjøgrens syndrom kan opstå som led i en bindevævs- eller gigtsygdom, fx leddegigt, eller som en selvstændig sygdom. Typiske symptomer er øjen- og mundtørhed samt træthed. Testen af tårevæske og spyt er en hurtig, simpel og smertefri undersøgelse, som vi foretager i ambulatoriet. Tåretesten kan dog give lidt irritation i øjets slimhinde.