Før behandlingen begynder, har lægen bestilt en række blodprøver for at udelukke sjældne årsager til knogleskørhed, som eventuelt skal behandles, inden behandlingen med Alendronat kan starte. Du skal tage en Alendronat-tablet (70 mg) 1 gang om ugen.
Tag tabletten om morgenen, ½ time før du indtager andre fødevarer, drikkevarer, kosttilskud eller anden medicin. Derved optager du bedst tabletten i tarmen. Du skal stå eller sidde op, når du tager tabletten, og den skal synkes hel, mens du drikker et helt glas vand. På den måde er risikoen mindre for irritation af slimhinden i spiserøret. Har du forsnævring i spiserøret, må du ikke tage Alendronat.
Supplér med kalk og D-vitamin
Vi anbefaler, at du tager kosttilskud af kalk med D-vitamin, når du får Alendronat. Normalt er 2 tabletter a 500 mg kalk og 1000 IE D-vitamin passende. Har du D-vitamin-mangel inden behandlingen, skal du behandles for dette mindst 1 måned, før du starter med Alendronat. Desuden kan lægen ordinere en større dosis D-vitamin end den nævnte.
Jævnlig kontrol
Knoglemineraltætheden måles ved en såkaldt BMD-måling (knogleskørhedsskanning). Skanningen kan gentages hvert 2.-3. år eller efter behov for at holde øje med knoglernes tilstand. Det aftaler du nærmere med lægen.