Herunder får du 2 anbefalinger til gode kostfibre, du kan supplere din kost med.
Kostfiber er med til at trække væske til tyktarmens indhold og fremme fordøjelses-sekreter i tarmene. Begge dele stimulerer din tarmaktivitet, så afføringen glider nemmere gennem tarmen.
Loppefrøskaller
Loppefrøskaller er et fibertilskud, som er lavet af naturlige ingredienser. De fremmer fordøjelsesprocessen og gør din afføring mere lind, så den glider lettere gennem tyktarmen.
Loppefrøskaller kan købes i mange supermarkeder eller på apoteket. Uanset hvilket firma, du køber dem fra, er produktet oftest det samme og fungerer på samme måde. Loppefrøskaller kan fx også hedde ”frøskaller”, ”Psyllium” eller ”HUSK”.
Når du begynder at supplere din kost med loppefrøskaller, er det en god idé at give det en prøveperiode på mindst 6-8 uger, da det tager tid for kroppen at vænne sig til nye kostvaner. Først efter cirka 8 ugers brug er det muligt at vurdere, om loppefrøskaller har den ønskede effekt for dig.
Du kan bruge loppefrøskaller på flere måder:
- som eller med mysli på yoghurt
- opløst i væske, som du drikker – fx i appelsinjuice, hvor det vil virke som ’frugtkød’. Drik væsken hurtigt efter ophældningen, inden den tykner, og supplér ved at drikke vand ved siden af.
Fiberkost
Hvis du oplever, at loppefrøskaller ikke fungerer for dig, så prøv med andre fibertilskud, fx Fiberkost. Fiberkost kan bruges som mysli oven på fx A38 eller med kefir, som begge er produkter, der fremmer en god tarmflora.