Kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi) - udrensning med Picoprep®
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af din tyktarm, også kaldet en koloskopi. Undersøgelsen kan afsløre eventuelle sygelige forandringer i tyktarmen. Før undersøgelsen skal du udrenses med udrensningsmidlet Picoprep®.
-
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af din tyktarm, også kaldet en koloskopi. Undersøgelsen kan afsløre eventuelle sygelige forandringer i tyktarmen. Før undersøgelsen skal du udrenses med udrensningsmidlet Picoprep®.
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som informerer dig om undersøgelsen og lægger en kanyle i en blodåre i din håndryg.
Gennem kanylen i din hånd, kan vi give dig beroligende eller smertestillende medicin, hvis du ønsker det. Medicinen lindrer ubehag og får dig til at blive afslappet og døsig.
Du er vågen ved undersøgelsen og kan følge med på en tv-skærm.
Lægen benytter en bøjelig kikkert på tykkelse med en finger – et såkaldt koloskop. Koloskopet føres fra endetarmsåbningen op og rundt i tyktarmen. Der sidder et lille kamera for enden af slangen, som gengiver et billede af tarmens inderside på tv-skærmen. Gennem koloskopet kan lægen se tarmens slimhinde, tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper.
Det er nødvendigt at puste luft op i tarmen under undersøgelsen for at kunne se slimhinden. Det kan føles ubehageligt og give forbigående mavekneb, kvalme og oppustethed.
Undersøgelsen varer 30-60 minutter.
Ring til os, før du udrenser
Du skal ringe til os, før du udrenser, hvis:
- du har nedsat nyrefunktion. Hvis du har nedsat nyrefunktion, skal du udrenses med et andet præparat og efter en anden procedure, der kan tåles af en nyremed nedsat funktion. Ring til os for nærmere information.
- du har diabetes, der er svær at regulere med medicin. I det tilfælde vil vi forsøge at fremrykke din undersøgelse til så tidligt på dagen som muligt.
- du har allergi overfor citrusfrugter. Picoprep®, som du skal udrense med, indeholder citronsyre. Ring til os for nærmere information.
Vær opmærksom, hvis du tager medicin
Tager du medicin, skal du være opmærksom på følgende:
- Diabetesmedicin. Har du diabetes, som behandles med tabletter, skal du vente med at tage medicinen til efter undersøgelsen. Medbring i stedet medicinen på hospitalet. Har du diabetes, som behandles med insulin, skal du aftale med din egen læge, hvordan du skal tage insulinen i forbindelse med undersøgelsen.
- Blodfortyndende medicin. Du skal fortsætte med din blodfortyndende medicin som vanligt. Dog skal du have taget en INR-blodprøve hos din egen læge dagen før undersøgelsen, hvis du tager et af følgende præparater: Marcoumar®, Marevan, Warfarin ”Orion”, Warfarinnatrium ”2care4”. Har du været hos os og fået lagt en plan forud for undersøgelsen, skal du følge den.
- Anden vanlig medicin. Fortsæt med din vanlige medicin under udrensning. Om morgenen på undersøgelsesdagen skal du tage din vanlige morgenmedicin med lidt vand – senest 2 timer for mødetid. Udrensningsmidlet Picoprep® kan have indflydelse på andre lægemidler.
Forvent utilpashed og ømhed ved udrensningen
Det er normalt, at der i forbindelse med udrensningen kan komme forbigående kvalme, mavekneb og utilpashed. Mange oplever irritation og ømhed ved endetarmsåbningen i forbindelse med udrensningen. Du kan eventuelt smøre endetarmsåbningen med en god, fed creme flere gange dagligt for at undgå ømhed.
Hvis du har stomi, er det en god idé at benytte en tømbar pose under udrensningen.
For at vi kan undersøge tarmen indvendigt, er det nødvendigt, at den er tom. Du skal derfor spise på en bestemt måde i dagene op til undersøgelsen samt udrense tarmen med udrensningsmidlet Picoprep®, som du skal hente på apoteket. Husk at medbringe din rekvisition.
OBS ved indlæggelse: Hvis du skal indlægges dagen før undersøgelsen, foregår udrensningen på hospitalet, og du skal dermed ikke hente Picoprep® på apoteket.
7 dage før
(eller tidligst muligt)
Tag ikke jerntabletter
Tager du normalt jerntabletter, så hold en pause med dem, indtil undersøgelsen er ovre.
5 dage før
Spis kun kernefri kost frem til undersøgelsen
Det vil sige, at du ikke må spise brød med kerner, kiwifrugt, hørfrø, sesamfrø, birkes med videre.
2 dage før
Drik rigeligt
Hver dag frem til undersøgelsen. Det vil sige 2-3 liter dagligt
Du bør undgå mælkeprodukter frem til undersøgelsen.
Spis kun flydende kost
Alt, der kan passere gennem en si.
Drik rigeligt
Drik gerne vand, sodavand, juice uden frugtkød, kaffe, te, ernæringsdrikke, klar og legeret suppe, bouillon og saftevand (undtaget solbær- og blåbærsaft)
10 til 18 timer før undersøgelsen
Tag Picoprep®
Sådan gør du:
- Opløs det første brev Picoprep® i 1,5 deciliter koldt vand.
- Rør i blandingen i 2-3 minutter. Når den ikke længere bruser, er blandingen færdig. Blandingen skal være uklar/råhvid.
- Drik blandingen over cirka 15 minutter.
- Drik efterfølgende 5x250 milliliter klar væske (ikke kun vand, fx te, kaffe uden mælk, æblejuice og saft) spredt over flere timer.
Du kan forvente virkning i løbet af 1-3 timer.
Hvis du har stomi, er det en god idé at benytte en tømbar pose under udrensningen.
4 til 6 timer før undersøgelsen
Tag Picoprep®
Sådan gør du:
- Opløs det andet brev Picoprep® i 1,5 deciliter koldt vand.
- Rør i blandingen i 2-3 minutter. Når den ikke længere bruser, er blandingen færdig. Blandingen skal være uklar/råhvid.
- Drik blandingen over cirka 15 minutter.
- Drik efterfølgende 5x250 milliliter klar væske (ikke kun vand, fx te, kaffe uden mælk, æblejuice og saft) spredt over flere timer.
6 timer før mødetid
Stop med at spise
Du må kun drikke klare væsker, fx te, kaffe uden mælk, æblejuice, saft og vand.
2 timer før
mødetid
Vær fastende
Det vil sige, at du hverken må indtage mad eller drikke.
Har du fået medicin under undersøgelsen, skal du observeres i cirka ½ time efter undersøgelsen. Under observationen tilbyder vi dig mad og drikke, og du har mulighed for at hvile dig, inden du tager hjem.
Det er normalt, at du efter undersøgelsen kan have forbigående mavekneb, kvalme og oppustethed.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Efter undersøgelsen må du tage hjem, når du selv synes, at du er klar til det. Hvis du har fået beroligende eller smertestillende medicin, må du ikke selv køre hjem og ikke køre bil eller betjene farlige maskiner de følgende 24 timer. Aftal derfor at blive hentet af en pårørende.
Du får svar på undersøgelsen, inden du tager hjem.
Hvis der er taget vævsprøver fra din tarm, går der 3-6 uger, før svaret er klar. Du får enten svar i din e-Boks, per brev eller i vores ambulatorium.
Din praktiserende læge får automatisk besked om undersøgelsen, medmindre du ikke ønsker det.
Kontakt læge ved mistanke om komplikationer
Koloskopi er en meget sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde kan der dog optræde komplikationer. Det kan dreje sig om bivirkninger ved udrensningen eller den beroligende og smertestillende medicin, blødning eller hul i tarmens væg, hvis der er taget vævsprøver.
Hvis du oplever vedvarende mavesmerter, kraftig blødning eller bliver utilpas efter undersøgelsen, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af tyktarmen, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på ’koloskopi’.