Kikkertundersøgelse af tyktarmen, koloskopi, til patienter som skal bedøves, udrensning med Toilax og Moviprep - uden indhold af citronsyre
-
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af din tyktarm – også kaldet en koloskopi. Undersøgelsen kan afsløre eventuelle sygelige forandringer i tyktarmen.
Før undersøgelsen skal du udrenses med udrensningsmidlerne Toilax® og Moviprep®.
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som informerer dig om undersøgelsen. Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse eller i en dyb rus.
Lægen benytter en bøjelig kikkert på tykkelse med en finger – et såkaldt koloskop. Koloskopet føres fra endetarmsåbningen op og rundt i tyktarmen. Der sidder et lille kamera for enden af slangen, som gengiver et billede af tarmens inderside på tv-skærmen. Gennem koloskopet kan lægen se tarmens slimhinde, tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper.
Undersøgelsen varer 30-60 minutter.
Ring til os, før du udrenser, hvis du:
- Har nedsat nyrefunktion. Hvis du har nedsat nyrefunktion, skal du udrenses med et andet præparat, og efter en anden procedure, der kan tåles af en nyre med nedsat funktion. Ring til os for nærmere information.
- Har diabetes, der er svær at regulere med medicin. I det tilfælde vil vi forsøge at fremrykke din undersøgelse til så tidligt på dagen som muligt.
Anden vanlig medicin
Fortsæt med din vanlige medicin under udrensning.På undersøgelsesdagen skal du tage den medicin, som du har aftalt med anæstesilægen. Tag medicinen med lidt vand om morgenen, senest 2 timer før mødetid.
Følg nedenstående retningslinjer vedrørende specifik medicin
- Diabetes. Har du diabetes, der behandles med tabletter, skal du vente med at tage medicinen til efter undersøgelsen. Medbring den i stedet.
Har du diabetes, som behandles med insulin, er der med anæstesilægen aftalt plan for, hvordan du skal tage insulinen på undersøgelsesdagen.
- Blodfortyndende medicin. Du skal fortsætte med din blodfortyndende medicin som vanligt. Hvis du tager et af disse præparater: Marcoumar, Marevan, Warfarin "Orion", Warfarinnatrium "2care4", skal du have taget 2 INR-blodprøver.Den første skal tages 1 uge før og den anden dagen før undersøgelsen.. Begge skal tages hos din egen læge. Har vi indkaldt dig mindre end 1 uge før undersøgelsen, skal du kun have taget den INR-blodprøve, som skal tages dagen før. Har du været hos os, og fået lagt en plan forud for undersøgelsen, skal du følge den.
Moviprep® og Toilax® kan have indflydelse på andre lægemidler
Forvent utilpashed og ømhed ved udrensningen
Det er normalt, at der i forbindelse med udrensningen kan komme forbigående kvalme, mavekneb og utilpashed. Mange oplever irritation og ømhed ved tarm-åbningen i forbindelse med udrensningen. Du kan eventuelt smøre tarmåbningen med en god, fed creme flere gange dagligt for at undgå ømhed.
Hvis du har stomi, er det en god idé at benytte en tømbar pose under udrensningen.
For at vi kan undersøge tarmen indvendigt, er det nødvendigt, at den er tom. Du skal derfor spise på en bestemt måde i dagene op til undersøgelsen samt udrense tarmen med udrensningsmidlet Moviprep® og tablet Toilax®, som du skal hente på apoteket. Husk at medbringe din rekvisition.
NB ved indlæggelse: Hvis du skal indlægges dagen før undersøgelsen, skal du ikke hente Moviprep®, men udelukkende 4 tabletter Toilax®, som du skal tage hjemme. Udrensningen foregår derefter på hospitalet.
Følg vores vejledning herunder nøje – Følg ikke vejledningen fra udrensningspakken.
Ugen før
2 dage før
Tidspunkt
Forberedelse
Hele dagen
Drik rigeligt hver dag frem til undersøgelsen – det vil sige 2-3 liter dagligt.
18.00
Tag 2 tabletter Toilax® – du kan forvente virkning efter 6- 12 timer.
Dagen før
Tidspunkt
Forberedelse
Hele dagen
Spis kun flydende kost – alt, der kan passere gennem en si.
Drik rigeligt – det vil sige 2-3 liter. Drik gerne vand, sodavand, juice uden frugtkød, kaffe, te, ernæringsdrikke, klar og legeret suppe, bouillon og saftevand (undtagen solbær- og blåbærsaft).
8.00
Tag 2 tabletter Toilax®.
16.00
Tag Moviprep®.
Bland den første portion udrensningspulver (Moviprep®).
Drik minimum 1½ liter klar væske i løbet af de næste 2-4 timer.
22.00
Tag Moviprep®.
Bland den anden portion udrensningspulver (Moviprep®).
Drik minimum 1½ liter klar væske i løbet af de næste 2-4 timer.
Drik herefter yderligere 1-1½ liter flydende kost eller væske i løbet af de næste 1-4 timer.
På undersøgelsesdagen
Tidspunkt
Forberedelse
6 timer før mødetid
Stop med at spise – du må kun drikke klare væsker, fx te, kaffe uden mælkeprodukter, æblejuice, saft og vand.
2 timer før mødetid
Vær fastende – det vil sige, at du hverken må indtage mad eller drikke.
Sådan laver du Moviprep®-blanding
- Åbn den ene gennemsigtige pose med brev A og brev B.
- Hæld indholdet af BÅDE brev A og brev B i en 1-liters kande.
- Tilsæt vand op til 1-liter-mærket på kanden og rør rundt, indtil alt pulver er opløst og Moviprep®-opøsningen er klar eller svagt uklar og ikke bruser. Dette kan tage op til 5 minutter.
- Drik blandingen inden for 15 minutter.
Når du har været fuldt bedøvet, bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Herefter bliver du kørt tilbage til sengestuen.
Hvis undersøgelsen er foregået i dyb rus, bliver du kørt tilbage til sengestuen umiddelbart efter undersøgelsen.
Det er normalt, at der efter undersøgelsen kan være forbigående mavekneb, kvalme og oppustethed.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Da du har været bedøvet, må du ikke selv køre hjem. Aftal derfor at have en pårørende til at hente dig. Du må ikke køre bil eller betjene farlige maskiner de følgende 24 timer.
Du får svar på undersøgelsen inden du tager hjem.
Hvis der under undersøgelsen er taget vævsprøver fra din tarm, går der 3-6 uger, før svaret er klar. Du får enten svar i Digital Post, per brev eller i vores ambulatorium.
Din praktiserende læge får automatisk besked om undersøgelsen, medmindre du ikke ønsker det.
Ved mistanke om komplikationer
Koloskopi er en meget sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde kan der dog optræde komplikationer. Det kan dreje sig om bivirkninger ved udrensningen eller den beroligende og smertestillende medicin, blødning eller hul i tarmens væg, hvis der er taget vævsprøver.
Hvis du oplever vedvarende mavesmerter, kraftig blødning eller bliver utilpas efter undersøgelsen, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af tyktarmen, kan du eventuelt læse mere påwww.patienthåndbogen.dk– søg på: ’koloskopi’.
Ambulatorium for Endoskopi, Hjørring
Tlf. 97 64 29 65
Vi træffes : Mandag – fredag 8.30 – 12.00