Kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen (sigmoideoskopi)
Du skal have lavet en undersøgelse af din endetarm og den nederste del af din tyktarm, også kaldet en sigmoideoskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer, som kan forklare dine symptomer.
-
Du skal have lavet en undersøgelse af din endetarm og den nederste del af din tyktarm, også kaldet en sigmoideoskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer, som kan forklare dine symptomer.
-
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som informerer dig om undersøgelsen. Undersøgelsen foregår ved hjælp af en bøjelig slange (sigmoideoskop), der føres ind i din endetarm og op gennem den venstre side af din tyktarm. For enden af slangen sidder et kamera, og med det er det muligt at se tarmens slimhinde. Det er også muligt at se, om der skulle være polypper, udposninger eller svulster i din tarm.
For at føre kameraet ind er det nødvendigt, at vi puster luft op i din tarm. Det kan føles ubehageligt og give forbigående kvalme og oppustethed.
Undervejs i undersøgelsen vurderer lægen, om der skal tages vævsprøver (biopsier) af tarmvæggen til videre undersøgelse.
Undersøgelsen varer 15-30 minutter.
-
For at få et godt resultat af undersøgelsen er det vigtigt, at tyktarmen er helt tom inden undersøgelsen. Du skal derfor tage et udrensningsmiddel, som du skal hente i håndkøb på apoteket. Du skal hente 1 styk afføringsmiddel a 120-150 ml, fx Fleet®, Fosfat® eller Klyx®.
Husk den medsendte rekvisition.
NB: Hvis du skal indlægges dagen før undersøgelsen, skal du ikke købe udrensningsmiddel. Udrensningen foregår da på hospitalet.
Du skal ikke faste forud for undersøgelsen, men må spise og drikke, som du plejer.
Ugen før
Forberedelse
7 dage før (eller tidligst muligt)
Tag ikke jerntabletter – tager du normalt jerntabletter, så hold en pause med dem, indtil undersøgelsen er ovre.
4 dage før
Undgå fødevarer med kerner i – det kan fx være kiwifrugter, brød med kerner, hørfrø, sesamfrø med mere.
På undersøgelsesdagen
Tidspunkt
Forberedelse
3-4 timer før mødetid
Tag udrensningsmiddel.
Sådan tager du udrensningsmiddel
- Tag hætten af. Vær opmærksom på, at du skal klippe det øverste af indføringsdelen af, før væsken kan trykkes ud.
- Læg dig behageligt på venstre side, og før indføringsdelen helt op i endetarmsåbningen.
- Tøm beholderen helt og klem sammen om den, når du trækker den ud.
- Afføringsmidlet virker normalt efter nogle minutter, men hold dig så længe som muligt.
-
Vær opmærksom, hvis du har sygdom
- Diabetes. Kontakt os, hvis du har en diabetes, der er svær at regulere med medicin. Vi vil da forsøge at fremrykke din undersøgelse til så tidligt på dagen som muligt.
Vær opmærksom, hvis du tager diabetesmedicin
Har du diabetes, så giv besked om det, når du møder til undersøgelsen. Hvis du tager diabetestabletter, skal du ikke tage tabletterne om morgenen, men først til det næste måltid efter undersøgelsen. Hvis du får insulin, skal du ikke tage morgendosis. Har du insulinkrævende diabetes, kan du kontakte os med henblik på at få en morgentid.
Vær opmærksom hvis du tager blodfortyndende medicin
Tager du et af disse præparater: Marcoumar, Marevan, Warfarin ”Orion” eller Warfarinnatrium ”2care4”:
- Få taget en INR-blodprøve dagen før undersøgelsen
- Få den taget hos din egen læge eller hjemme, hvis du selv måler din INR.
Tager du andre præparater, end de nævnte:
- Fortsæt med dit vanlige præparat
- INR-blodprøve er ikke nødvendig.
Har du været i kontakt med os, og er der lavet en anden plan, skal du følge den.
Vær opmærksom, hvis du tager anden medicin
Fortsæt med din vanlige medicin. På undersøgelsesdagen skal du tage din vanlige morgenmedicin med lidt vand om morgenen, senest 2 timer før mødetid.
-
Der er ingen restriktioner efter undersøgelsen, og du kan tage hjem umiddelbart efter.
Det er normalt, at der efter undersøgelsen kan være forbigående mavekneb, kvalme og oppustethed.
-
Du får svar på undersøgelsen, inden du tager hjem. Hvis der er taget vævsprøver, vil der typisk gå 2-3 uger, før svaret er klar. Du får enten svar i din Digital Post, per brev eller i vores ambulatorium.
Din praktiserende læge får automatisk besked om undersøgelsen, medmindre du ikke ønsker det.
-
Ved mistanke om komplikationer
Sigmoideoskopi er en meget sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde optræder der dog komplikationer i form af blødning eller hul i tarmens væg. Hul på tarmen viser sig som tiltagende mavesmerter og feber. Symptomerne viser sig som regel inden for det første døgn efter undersøgelsen.
Hvis du oplever vedvarende mavesmerter, kraftig blødning eller bliver utilpas efter undersøgelsen, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af tyktarmen, kan du eventuelt læse mere på www.patienthåndbogen.dk – søg på: 'sigmoideoskopi'.
Ambulatorium for Endoskopi, Hjørring
Tlf. 97 64 29 65
Vi træffes: Mandag – fredag 8.30 – 12.00