Træning af blæren

Du skal træne, så du igen kan få bedre kontrol over blæren. Træningen vil gøre, at du gradvist kan øge den mængde, din blære kan indeholde, til mellem 2½ og 4 deciliter. På den måde kan du nedsætte det antal gange, du skal lade vandet i løbet af dagen.

Den normale vandladning

Normalt vil blæren være afslappet og udvide sig, indtil den indeholder 2½-4 deciliter urin. Derefter får du det første signal om vandladningstrang, så du stille og roligt kan nå på toilettet. Under vandladningen trækker blærens muskel sig sammen, musklerne omkring urinrøret slapper af, og blæren tømmes.

Hvis man som anbefalet drikker mellem 1½ og 2 liter væske i døgnet, skal man lade vandet cirka hver 3.- 4. time i de vågne timer, og det er ikke unormalt at lade vandet en enkelt gang om natten. Det vil sige, at man normalt har mellem 5 og 8 vandladninger i døgnet.