Sådan forebygger du blærebetændelse, Urologi Frederikshavn
-
-
De mest almindelige symptomer på blærebetændelse er:
- Hyppig trang til at lade vandet, uden at der kommer ret meget urin.
- Det svier, når du lader vandet, og det kan føles, som om du tisser glasskår.
- Der kan være synligt blod i urinen.
- Der kan være trykkende smerter over blæren.
- Du kan eventuelt have feber og en fornemmelse af at være syg.
-
Hos kvinder er der kort afstand mellem urinrørets udmunding og endetarmsåbningen. Det gør, at der nemt kommer bakterier fra endetarmen til urinrøret. Det øger risikoen for blærebetændelse.
Hvis ikke du tømmer blæren fuldstændigt efter vandladning, øges risikoen for blærebetændelse også.
Hvis du følger disse retningslinjer, kan du forebygge blærebetændelse:
- Hold god hygiejne. Vask med vand og eventuelt olie på en vatrondel. Undgå at bruge sæbe omkring urinrørsåbningen/skeden.
- Ved endetarmsåbningen findes mange bakterier, der kan give blærebetændelse. Vask og tør dig derfor fra urinrørsåbningen og bagud mod endetarmsåbningen.
- Vask dig før samleje.
- Skift trusser hver dag.
- Drik rigeligt, hvis du fornemmer, at der er blærebetændelse på vej. Drik minimum 2 liter væske dagligt, indtil symptomerne på blærebetændelse er forsvundet.
- Lad vandet, når trangen melder sig, og ikke sjældnere end hver 3.-4. time.
- Giv dig god tid, når du skal lade vandet. Slap godt af i musklerne i bækkenbunden. Sid eventuelt omvendt på toilettet.
- Hvis du har en fornemmelse af, at blæren ikke er helt tømt, skal du foretage dobbelt vandladning: rejs dig, gå rundt et par minutter, sæt dig, og forsøg at lade vandet igen.
- Lad altid vandet, efter at du har haft samleje.
- Hvis du som kvinde er i eller har overstået overgangsalderen, vil et lokalt hormontilskud (østrogen) styrke slimhinderne både i skeden og i urinrøret. Slimhinderne bliver mere modstandsdygtige over for bakterier, og det forebygger blærebetændelse.
- Hold maven i orden. Forstoppelse eller diarré øger risikoen for blærebetændelse. Forsøg derfor at regulere tarmfunktionen, eventuelt med loppefrøskaller.
-
Hvis du får feber og føler dig syg, skal du aflevere en morgenurinprøve hos din praktiserende læge. Urinen undersøges for at se, hvilke bakterier der er i den. Måske er det nødvendigt, at du får antibiotikabehandling.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Ambulatorium for Urinvejskirurgi
Sekretær
Tlf. 97 64 18 58
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 12.00
Sygeplejerske
Tlf. 97 64 18 57
Vi træffes bedst: Mandag - fredag 13.00 – 14.00