Laserbehandling af celleforandringer i de ydre kønsorganer (vulva)
-
Efter aftale med din behandlende læge skal dine forandringer i de ydre kønsorganer (vulvaregionen) behandles med laserterapi. Vulvaregionen består af de store og små kønslæber, klitoris, skedeåbningen og mellemkødet.
Indgrebet foregår i enten lokalbedøvelse, hvor kun operationsstedet er bedøvet, mens du er vågen, eller i fuld bedøvelse. Det afhænger af størrelsen af forandringen.
Operationen foregår med laserstråler. Laserstråler er lysstråler, der har en intensitet, som gør det muligt at fjerne de øverste lag af slimhinden, uden at der udvikles ar.
Behandlingen varer cirka en halv time.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om morgenen og vask dig grundigt. Tag rent tøj på.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Mød fastende, hvis du skal i fuld bedøvelse
Du skal faste, hvis du skal opereres i fuld bedøvelse. Følg i så fald disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.rn.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Aftal at blive hentet af en pårørende
Hvis skal opereres i fuld bedøvelse, skal du sørge for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem, så snart personalet vurderer, du er klar til at blive udskrevet.
Rens såret
Rens såret mindst 2 gange om dagen med lunkent, løbende vand, og dup så såret tørt med et rent håndklæde eller føntør området. Efter toiletbesøg skal du bruse såret rent og tørre det på samme måde.
Smør såret
Smør såret én gang dagligt til natten med Silvederma® i 1 uge. Smør desuden med fugtighedsbevarende creme eller fx Bepanthen®-creme.
Forvent ændret udflåd
Det er normalt at have gulligt eller blodigt udflåd i de første 10-12 dage efter behandlingen. Efter 10-14 dage falder sårskorpen af, hvilket kan give en ny frisk blødning. Ved betændt, det vil sige ildelugtende, grønligt udflåd, skal du kontakte din egen læge.
Tag smertestillende medicin
Tag smertestillende medicin i form af Panodil® og eventuelt Ibuprofen. Tag gerne smertestillende medicin fast de første dage og herefter efter behov. Xylocain®-gel, som også fås i håndkøb, kan bruges til lokal behandling af smerter. Får du svære eller tiltagende smerter, kraftig eller vedvarende blødning, skal du kontakte os.
Vent med sport og samleje
Du må bevæge dig normalt efter behandlingen, men vent med at dyrke sport, have samleje og bade i hav og svømmehal, indtil såret er helet. Bær desuden løstsiddende tøj.
Sygemeld dig
Vi anbefaler, at du sygemelder dig i 2-4 dage efter behandlingen. afhængig af smerterne.
Du modtager en indkaldelse til kontrol i vores ambulatorium cirka 14 dage efter operationen.