Har du tidligere født ved kejsersnit, har haft en voldsom eller traumatisk fødsel, eller er du bange for at føde, har vi et tilbud til dig på Regionshospital Nordjylland. Du vil blive tilbudt at tale med en fødselslæge tidligt i graviditeten om dine muligheder i forhold til planlægning af graviditet og fødsel.
Hvis vi vurderer, at det kan være relevant, er der mulighed for at henvise dig til en læge-/jordemoderkonsultation. Her vil en jordemoder og en læge i fællesskab med dig og eventuelt din partner udforme en fødeplan til brug i graviditeten og fødslen.
En fødeplan er en aftale om, hvilke tiltag der må gøres i forbindelse med fødslen. I samtalen om fødeplanen tager vi udgangspunkt i dine tidligere oplevelser og i din bekymring omkring fødslen. Herefter laver vi en aftale om, hvordan vi bedst imødekommer din frygt. Det kan fx være en aftale om fødestilling, smertelindring, information under fødslen og meget mere.
Fødeplanen skal ses som et arbejdsredskab får både dig, der føder, din partner og personalet på Fødegangen.
Alle på Fødegangen kender din fødeplan og følger planen. Vi har allerede efter det første år med udarbejdelse af fødeplaner rigtigt mange vellykkede, vaginale fødsler.