Fjernelse af livmoderen gennem skeden
Du er i en situation, hvor din livmoder giver dig gener, der ikke kan behandles tilfredsstillende på andre måder end ved at fjerne livmoderen. Derfor tilbyder vi dig en operation, hvor vi fjerner din livmoder gennem skeden – en såkaldt hysterektomi. Hvis du får fjernet livmoderen på grund af smerter, skal du dog vide, at smerterne ikke altid forsvinder efter operationen.
-
Du er i en situation, hvor din livmoder giver dig gener, der ikke kan behandles tilfredsstillende på andre måder end ved at fjerne livmoderen. Derfor tilbyder vi dig en operation, hvor vi fjerner din livmoder gennem skeden – en såkaldt hysterektomi. Hvis du får fjernet livmoderen på grund af smerter, skal du dog vide, at smerterne ikke altid forsvinder efter operationen.
-
Bedøvelse under operationen
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet. Under bedøvelsen får du lagt et kateter – en tynd gummislange – op i blæren, så blæren kan tømmes under operationen.
Under operationen ligger du på ryggen som ved en almindelig gynækologisk undersøgelse. Lægen opererer dig gennem skeden og fjerner herigennem livmoder og livmoderhals samt æggelederne. Åbningen i toppen af skeden lukkes herefter, så skeden ender som et ”blindt rør”.
Hvis livmoderen ved operationen viser sig at være større end forventet, og ikke kan fjernes gennem skeden, kan det blive nødvendigt at fjerne den gennem maven. Det sker dog sjældent. Lægen lægger så et snit enten på tværs langs kanten af kønsbehåringen (bikinisnit) eller fra navlen og ned mod skambenet. Har du ar fra tidligere, lægger lægen snittet i det.
Er æggestokkene raske, og er du ikke kommet i overgangsalderen, beholder du dem, medmindre andet er aftalt med dig inden operationen.
Operationen varer cirka 60 minutter. Når operationen er afsluttet, bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor vi observerer dig i 2 timer, til du er vågen af bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage til sengestuen.
-
Hold pause med medicin
Tager du medicin, skal du i nogle tilfælde holde pause for at undgå komplikationer ved operationen. Det gælder særligt smertestillende medicin, gigtmedicin, blodfortyndende medicin eller naturmedicin, fx fiskeolie, ingefær og hvidløg. Du skal følge de anvisninger, du får af lægen om din medicin.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Fjern ikke kønsbehåring
For at nedsætte risikoen for infektion må du ikke fjerne kønsbehåring fra mindst 1 uge inden operationen.
-
Du bliver observeret i nogle timer
Efter operationen hviler du nogle timer på sengestuen, mens vi observerer dig. Du får serveret mad og drikke, når du har lyst til det. Du må stå ud af sengen, så snart du føler dig klar til det.
Du vil fortsat være tilkoblet droppet, som giver dig væske. Det fjerner vi, når vi kan se, at du har det godt. Vi fjerner også kateteret i blæren.
Smerter og kvalme efter operationen
Du kan få smerter svarende til menstruationssmerter – eller måske stærkere. Vi tilbyder dig smertestillende medicin, og hvis du har brug for mere, må du sige til. Du kan også få kvalme, da narkosen og det at få fjernet livmoderen ofte giver kvalme. Er du plaget af kvalme, tilbyder vi kvalmestillende medicin.
Du får blodfortyndende medicin
For at nedsætte risikoen for blodpropper efter operationen får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Det vil du herefter få dagligt, så længe du er indlagt.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du efter operationen kommer i gang med at bevæge dig. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
-
Tag smertestillende efter behov
Du kan fortsat have menstruationslignende smerter og ømhed de første 2-3 uger. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
Hvil dig flere gange dagligt
Du kan opleve en større træthed de første 2-4 uger efter operationen. Hvil dig nogle gange dagligt, når du har behov for det, men sørg også for at komme ud og bevæge dig.
Undgå karbad, svømmehal og samleje
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet, så længe du bløder. Du bør undgå samleje de første 4 uger efter operationen.
Vær opmærksom på infektion
Får du feber eller stærke smerter i underlivet, kan det være tegn på blærebetændelse eller betændelse ved operationssåret. Kontakt i så fald din egen læge.
Undgå belastning af underlivet
Vi anbefaler, at du er sygemeldt i 2 uger, afhængig af den fysiske belastning i dit arbejde samt dit generelle helbred. Undgå fysisk aktivitet, såsom sport, gymnastik, støvsugning og gulvvask, mens du er sygemeldt. Hård fysisk sport kan genoptages efter 6 uger, dog maks. til smertegrænsen. Du må løfte, hvad du kan uden besvær, dog højst 10 kg de første 2 uger.
Tal med din læge om gener ved overgangsalder
Hvis du har fået fjernet æggestokkene under operationen, ophører din produktion af hormonerne østrogen og progesteron, og du kommer i overgangsalderen. Får du kraftige gener heraf, foreslår vi, at du taler med gynækologen eller din læge om hormonbehandling.
Forvent en psykisk reaktion
Du kan opleve, at dit humør svinger de første uger efter operationen. Måske er det svært for dig at have mistet livmoderen, som mange kvinder forbinder med kvindelighed. Samtidig kan du være lettet over at slippe for de gener, som livmoderen gav dig. En psykisk reaktion på operationen er helt normal.
Svar på undersøgelse af livmoderen
Livmoderen bliver efter operationen undersøgt på Patologisk Institut. Du får et brev fra os om undersøgelsens resultat, når det foreligger.
-
Du bliver ikke indkaldt til kontrol efter behandlingen. Er du i tvivl, om alt er i orden, kan du kontakte din egen læge med henblik på undersøgelse.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om fjernelse af livmoder, kan du eventuelt læse mere på https://patienthåndbogen.dk – søg på: ”fjernelse af livmoder”.
De to første døgn efter operationen kan du kontakte:
Dagafsnit for kvindesygdomme
Tlf. 97 64 07 14
Vi træffes bedst: Mandag – fredag indtil 17.00
Derefter:
Sengeafsnit 504
Tlf. 97 64 06 65
Øvrige henvendelser:
Ambulatorium for Kvindesygdomme
Tlf. 97 64 07 41
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 10.30 og 13.30 – 14.00