Fjernelse af celleforandringer på kønslæberne
En undersøgelse har vist, at du har celleforandringer på kønslæberne. Du skal derfor have fjernet vævet med celleforandringer ved en operation. Vi vil højst sandsynligt fjerne al det væv, hvor der er mistanke om celleforandringer.
-
En undersøgelse har vist, at du har celleforandringer på kønslæberne. Du skal derfor have fjernet vævet med celleforandringer ved en operation. Vi vil højst sandsynligt fjerne al det væv, hvor der er mistanke om celleforandringer.
-
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Under operationen ligger du som til en almindelig gynækologisk undersøgelse. Lægen kigger eventuelt gennem et mikroskop og fjerner det væv på og omkring kønslæberne, der ser anderledes ud. Hvis der er behov for at sy såret sammen, syer lægen det med en tråd, som opløser sig selv. Det fjernede væv bliver sendt til Patologisk Institut, som undersøger, om der er celleforandringer og i hvilken grad.
Operationen varer cirka 20 minutter. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Fjern kontaktlinser inden operationen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere din hud inden operationen.
-
Du bliver observeret i nogle timer
Du skal hvile dig et par timer på sengeafsnittet, mens vi holder øje med dig. Vi serverer drikkevarer og et let måltid for dig.
Sig til, hvis du får smerter
Vi tilbyder dig smertestillende medicin, og hvis du har behov for mere, må du sige til. Det er vigtigt, at du ikke har flere smerter, end at du kan slappe af og også komme ud af sengen.
Du kan bløde lidt fra såret, men det har ingen betydning.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
-
Sygemeld dig eventuelt
Vi anbefaler, at du slapper af dagen efter operationen. Måske har du brug for at være sygemeldt en enkelt dag.
Brug vand i stedet for toiletpapir
I forbindelse med toiletbesøg bør du skylle med vand i stedet for at bruge toiletpapir. Så mindsker du risikoen for infektion.
Undgå karbad, svømmehal og samleje
For at mindske risikoen for infektion, fraråder vi dig at bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal, bade i havet eller have samleje, så længe du bløder.
Kontakt os ved problemer det første døgn
Kontakt os, hvis du inden for det første døgn får:
- stærke smerter
- kraftig blødning
- ildelugtende udflåd
- feber.
Efter de to første døgn skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten, hvis du oplever problemer.
-
Du får svar på undersøgelsen af de fjernede celleforandringer efter cirka 3 uger. Vi sender dig svaret per brev sammen med en indkaldelse til eventuel kontrol.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
De to første døgn efter indgrebet kan du kontakte:
Dagafsnit for kvindesygdomme
Tlf. 97 64 07 14
Vi træffes bedst: Mandag – fredag indtil 17.00
Derefter:
Sengeafsnit 504
Tlf. 97 64 06 65
Øvrige henvendelser:
Ambulatorium for Kvindesygdomme
Tlf. 97 64 07 41
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 10.30 og 13.30 – 14.00