Velkommen på Neonatal-afsnittet
Denne information om dagligdagen i Neonatal-afsnittet vil give jer indblik i arbejdsgange og rutiner. Vi håber, at I hurtigst muligt kommer til at føle jer godt tilpas i afsnittet.
I skal vide, at I altid er velkomne til at spørge personalet, hvis der er noget, I er i tvivl om, eller gerne vil have en forklaring på.
-
Denne information om dagligdagen i Neonatal-afsnittet vil give jer indblik i arbejdsgange og rutiner. Vi håber, at I hurtigst muligt kommer til at føle jer godt tilpas i afsnittet.
I skal vide, at I altid er velkomne til at spørge personalet, hvis der er noget, I er i tvivl om, eller gerne vil have en forklaring på.
-
Sprit hænder, når du kommer ind på stuen
Det er vigtigt med en god hygiejne i afsnittet. Hver gang I kommer udefra og ind i afsnittet, skal I vaske og spritte hænder. Vi beder jer informere jeres gæster om at gøre det samme.
Besøgstider
For at give dig og din nyfødte tid og ro til at lære hinanden at kende og få amningen i gang har vi følgende besøgstider i Neonatal-afsnittet:
- 13:30-15:30
- 18:30-20:30
Af hensyn til smitterisiko skal besøgende, der ikke er søskende, skal være over 15 år.
Vi opfordrer til – for din egen og barnets skyld – at I begrænser antallet og varigheden af besøg. Det er vigtigt med ro og hvile i den første tid.
For søskende og fædre (medmor) er der fri besøgstid. Børn med smitsomme sygdomme må dog ikke komme på besøg af hensyn til smitterisikoen for de nyfødte.
Mobiltelefoner
Indskrænk brugen af mobiltelefoner mest muligt. Det er vigtigt, at det lille nye familiemedlem får jeres opmærksomhed. Lad ikke mobiltelefoner distrahere jer eller tage jeres opmærksomhed.
På vores akutstue er det ikke tilladt at tale i telefon. Telefonen må være tændt, men skal være på lydløs.
Der er mulighed for opladning af mobiltelefon ved siden af kiosken, “Det lille spisested”, hvis du har glemt oplader.
De nyfødte skal blive på stuen
For at skærme de nyfødte børn mod smitte, larm og andre stimuli, skal de blive på stuerne. De må ikke komme med i spisestuen eller legestuen.
Stuegang
Når jeres barn har været hos os i nogle dage, vil det ofte ikke være nødvendigt med daglig stuegang. Herefter vil der være stuegang ved behov.
Mulighed for at købe madbilletter
Der er gratis mad til én forælder. Den anden forælder kan betale med MobilePay, når 2 forældre spiser med. Har I ikke MobilePay, kan I købe spisebillet i Informationen.
Rygning er ikke tilladt på hospitalet
Vi fraråder rygning generelt og i særdeleshed i barnets nærhed. Det er ikke tilladt at ryge på hospitalets område.
Vejning af børnene
Børnene vejes hver mandag og torsdag. Om torsdagen bliver børnene også målt. De børn, der har fået sondemad og påbegynder sondefri periode, skal herefter vejes hver 2. dag.
-
Vi forventer, at mindst en forælder er til stede hos barnet hele tiden og tager del i plejen af den lille. Der vil være plads til, at begge forældre kan overnatte i afdelingen.
Du skal selv sørge for at skaffe bind, net-trusser, ammeindlæg og smertestillende tabletter, hvis du har brug for det.
Vi anser det for yderst vigtigt at mindske adskillelsen mellem jer og jeres nyfødte barn. I det hele taget er det vigtigt, at den lille er i så få hænder som muligt. I må huske på, at barnet genkender jer – det kender jeres stemmer fra tiden, hvor det lå i mors mave.
Vær påklædt, når du færdes i fællesområder
Både af hensyn til hygiejnen og dine medpatienter skal du være påklædt, når du færdes uden for egen stue. Det vil sige, at du skal have bukser/kjole, trøje eller morgenkåbe på samt fodtøj.
-
Vi har meget fokus på barnets ernæring
Ernæring af nyfødte er et vigtigt område. I vil opleve, at der er meget fokus på dette i forholdet til jeres barn. I vil som forældre i høj grad være inddraget i barnets ernæring, og det er hovedsageligt sygeplejerskerne, der guider jer i dette. Sygeplejerskerne har megen erfaring på området og vil sammen med jer lægge en plan for jeres barns ernæring. I tvivlstilfælde, eller hvis det ikke går som det skal, forelægges problemstillingen naturligvis for lægen.
Spørg, hvis I har brug for hjælp til bad og bleskift
I får udleveret en kurv med bleer, stofbleer og små engangsklude til at vaske barnet med. Er det jeres første barn, og har I brug for vejledning i forbindelse med de første bleskift, står vi gerne til rådighed.
Det nyfødte barn kan sagtens vente adskillige dage med det første bad, men vi anbefaler, at I hver dag soignerer barnet. Få personalet til at vise jer, hvordan det skal gøres.
Barnet må gerne få sit eget tøj på
Vi har tøj til den lille, men I er velkomne til at bruge jeres eget tøj, hvis I hellere vil det.
Skold sutten dagligt
Anvender barnet sut, skal den skoldes dagligt. Vær tilbageholdende med brug af sut, til amningen er etableret.
Hold rent omkring barnet
Det er vigtigt at opretholde en god hygiejne omkring barnet, så sig til, hvis I har behov for rent sengetøj eller lignende. Pas på, at barnets dyne og lignende ikke falder på gulvet.
Hold orden på stuen, tag et minimum af udstyr med hjemmefra, og hold gulvet fri af hensyn til sikkerhed og rengøring. Brug gerne skabene på stuen.
-
Når barnet får supplerende mad, er det nødvendigt, at du regelmæssigt stimulerer brystet med malkemaskine for at få godt gang i mælkeproduktionen. Vi udleverer en kurv til dig med det nødvendige udstyr til malkemaskinen og instruerer dig i brugen af den. Når der begynder at komme mælk, skal I sætte label med navn på flasken og skrive dato og klokkeslæt på. Herefter skal mælken i afsnittets køleskab. Vi viser jer hvordan.
-
I kan komme hjem, når jeres barn er i stand til at spise selv døgnet rundt, og der ikke er andre forhold, der kræver, at barnet skal blive ved med at være indlagt.
Det vil i nogle tilfælde være muligt at komme på ”Tidligt HjemmeOphold”, også kaldet THO. Det vil sige, at den sidste del af indlæggelsen kan foregå i hjemmet, når I har lært selv at give barnet sondemad. THO vil altid kun blive praktiseret, hvis I selv ønsker det, og personalet vurderer, at det er relevant.
Inden udskrivelsen sikrer vi, at der er etableret kontakt til sundhedsplejersken, som aflægger besøg i hjemmet efter udskrivelsen.