Ny stærk profil til Sportsmedicinsk Center

En af de største kompetencer fra det idrætsmedicinske felt i Holland er nu blevet en del af Sportsmedicinsk Center i Frederikshavn.

Teamet af speciallæger i Sportsmedicinsk Center bliver nu styrket yderligere. Der er allerede et stærkt hold af danske speciallæger, og de har nu tiltrukket en yderst kompetent profil fra udlandet.

Det er hollandske Robbart van Linschoten, du nu kan møde i centret. Han er uddannet speciallæge i idrætsmedicin – et speciale, der ikke findes i Danmark, men som Holland har haft siden 1970’erne. Han skal med sine næsten 35 års erfaring supplere de øvrige lægefaglige medarbejdere, der er uddannet indenfor specialerne reumatologi, ortopædkirurgi og almen medicin.

Robbart en velkendt og anerkendt herre internationalt indenfor sportsmedicin. Foruden sin kliniske erfaring og en stor forskningsbaggrund herunder en ph.d. om patellofemoralt smertesyndrom (smerter bag knæskallen), så har han tjent som holdlæge for professionelle sportsudøvere bl.a. fodboldholdet Feyenoord, cykelryttere i UCI ProTour samt svømning og tennis. Han er foredragsholder ved internationale konferencer, medlem af den videnskabelige komité for IOC – Advanced Team Physician Course og chefredaktør på Dutch Journal of Sports Medicine.

Og nu kan du møde ham i Sportsmedicinsk Center på Regionshospitalet i Frederikshavn.

Han er ansat i en 40% stilling, dvs. i snit to dage ugentligt, hvor han vil se patienter og deltage i udvikling-, forsknings- og undervisningsarbejdet i centret.

Robbart van Linschoten

 

Godt for patienterne – godt for centret

Specialansvarlig leder af Sportsmedicinsk Center Thøger Persson Krogh ser frem til samarbejdet:

- Han tilfører centret nogle kompetencer, som både patienter, kolleger og vores samarbejdspartnere kommer til at nyde godt af. Vi får en udenlandsk kapacitet med en voldsom stor erfaring, der supplerer og udvider kompetencerne i teamet i forhold til udredning og behandling af både motionister og professionelle atleter. Det vil patienterne nyde godt af, og det vil vi i centret nyde godt af.

 

Træning som behandling

Robbart van Linschoten har en særlig interesse indenfor træning som medicin, og det passer godt ind i centrets og hospitalets ambitioner.

- Baggrunden for mit samarbejde med det idrætsmedicinske team i Nordjylland er, at jeg mener, at jeg kan tilføre holdet min erfaring med en tværfaglig tilgang til idrætsmedicin. På denne holistiske måde forsøger vi at finde en funktionel løsning for den skadede atlet, uanset alder eller niveau, baseret på hans/hendes præferencer, skadens påvirkning og samtidig udnytte alle fordelene ved motion og træning, fortæller han.

Netop Robbarts øje for det tværfaglige og de solide kompetencer indenfor dette vil gavne bredt.

- Det betyder, vi kan sætte yderligere fokus på det tværfaglige samarbejde med hospitalets hjerte- og lungemedicinere om, hvordan træning kan supplere den medicinske behandling, patienterne modtager i dag, siger Thøger Persson Krogh.

 

Ambassadør

Det er tanken, at Robbart bidrager til både forskning og undervisning. Ikke alene hos Sportsmedicinsk Center, men også hos samarbejdspartnere som universitetet. 

- Jeg er meget opsat på at uddanne medicinstuderende, unge læger og fysioterapeuter, så deres nye viden på den måde finder vej gennem deres praksis nu og i den nærmeste fremtid. Jeg tror, at centrets set-up og min faglige baggrund vil være et godt match for at opnå dette.

Sportsmedicinsk Center blev etableret i 2020 og har været i rivende udvikling siden. Noget Robbart van Linschoten håber at kunne bidrage til.

- Jeg håber virkelig, at jeg kan være en af ambassadørerne for sportsmedicin, der hjælper med at fremme dette speciale i regionen og udvide det til næste niveau, siger han.

Opdateret