Ny donation fremmer forskningen i sammenhængen urinsyregigt, diabetes og fodsår
Donationen skal bruges til indkøb af et tidssvarende mikroskop til påvisning af urinsyrekrystaller der kan aflejres i fødderne og give fodsår. Som noget nyt har vi opdaget at et antal patienter med fodsår har urinsyreaflejringer i huden på fødderne som kan briste og give fodsår. Det er særligt alvorligt hos patienter med diabetes og kan nødvendiggøre amputationer.
Det er udfordrende, men også vigtigt, at diagnosticere urinsyregigt da der findes effektiv behandling til at standse urinsyreaflejringerne i fødderne og dermed fremme sårheling og forebygge nye fodsår og amputationer.
Prøverne fra fodsår tages med skrab og undersøges i mikroskop for urinsyrekrystaller. Mange prøver er stærkt forurenede så de er svære at vurdere sikkert i det gamle mikroskop. Det tilhørende ældre digital kamera og computerskærm har begge lav opløsning. Det nye polarisationsmikroskop med kamera og skærm med høj opløsning vil give kvaliteten af undersøgelsen et løft. Mikroskopet er dobbelt så det yderligere kan give mulighed for undervisning af fagpersonale i mikroskopi både ved sidemandsoplæring og via Internet.
Det nye mikroskop med udstyr varetages indtil videre primært af sygeplejerske Jesper W. Larsen, Reumatologisk ambulatorium samt forskningsassistent Marie-Louise Søbye, Center for Klinisk Forskning. Senioroverlæge Claus Rasmussen, Reumatologisk ambulatorium varetager indtil videre behandlingen af patienter med nyopdaget urinsyregigt påvist via skrab fra fodsår.