Effekten af østrogen og planteøstrogener på bakteriesammensætningen i urin og interaktionen med blæreceller

Menneskets krop indeholder talrige bakterier (mikrobiota), som er involveret i flere af kroppens funktioner. Man har igennem mange år ment, at urinen var steril, altså uden vækst af bakterier, vira og svampe. I de seneste år har man dog opdaget at urinen naturligt indeholder bakterier, som muligvis er med til at bidrage til en sund og velfungerende blære.

 

Man har desuden opdaget at sammensætningen af bakterier i blæren er forskellig i kvinder før og efter overgangsalderen. Vi kender ikke årsagen til dette, men en hypotese er, at hormonet østrogen har en betydning.

Produktionen af hormonet østrogen falder når kvinder går i overgangsalderen, hvilket hos mange giver anledning til en række gener som fx hedeture, svedeture, tør skede, dårlig nattesøvn osv. I tillæg hertil oplever mange kvinder i og efter overgangsalderen at få problemer med blæren i form af urininkontinens og overaktiv blære symptomer.

Kvinderne oplever typisk ufrivillig vandladning, pludselig bydende vandladningstrang der ikke kan undertrykkes, hyppig vandladning, inkontinens og natlige toiletbesøg.

Årsagen til udvikling af urininkontinens og overaktiv blære er endnu ikke fuldstændig klarlagt. Behandling med østrogen kan hos nogle kvinder mindske generne forbundet med overgangsalderen og har vist sig hos nogle også at have en gavnlig effekt på deres blæreproblemer. Derudover oplever nogle kvinder at planteøstrogener i rødkløver kan nedsætte symptomerne ved overgangsalderen, men man ved endnu ikke hvordan planteøstrogener påvirker cellerne i blæren og bakteriesammensætningen.

 

Formålet med projektet er derfor at undersøge, hvordan østrogen og planteøstrogener påvirker blæren. Vi ønsker bl.a. at undersøge i et randomiseret dobbeltblindet klinisk forsøg om rødkløverekstrakt, som indeholder planteøstrogener, påvirker bakteriesammensætningen i urin, tarm og skede hos kvinder der har passeret overgangsalderen.

Derudover vil vi ved brug af cellekultur studier og humant materiale undersøge, hvilke molekylære mekanismer der påvirkes i blæreceller, når man behandler dem med enten østrogen eller planteøstrogener.

Metoder

I det kliniske studie rekrutteres 200 kvinder der har passeret overgangsalderen. Det skal være 5 år siden kvinderne har haft deres sidste menstruation. Vi opdeler kvinderne i to grupper alt efter om de lider af blæresymptomer eller ej. Halvdelen af kvinderne i hver af de to grupper skal indtage rødkløverekstrakt og den anden halvdel et placebopræparat. Studiet strækker sig over 3 måneder, hvor vi indsamler urin-, afførings-, vaginal- og blodprøver inden kvinderne begynder at indtage rødkløverekstrakt/placebo og igen efter tre måneders forsøg. Du kan læse mere omkring vores kliniske studie på Mikrobiom-Nord

 

Ph.d. projektet består derudover af en molekylærbiologisk laboratorie del, hvor vi ønsker at øge vores viden omkring blære epitelcellernes biologi. Projektet har bl.a. til formål at undersøge hvilke molekylære mekaniser der påvirkes i blæreceller, når disse behandles med enten østrogen eller planteøstrogener. Ved hjælp af cellekultur studier, vil vi undersøge gen ekspressionen i blæreceller når vi påvirker dem med østrogen/planteøstrogen. Vi vil ligeledes undersøge om de samme mekanismer påvirkes i humane blæreceller efter indtag af planteøstrogener. Følgende teknikker vil bl.a. blive anvendt: cellekulturstudier, RNA sekventering, RT-qPCR og Wester Blotting.

Involverede forskere

Ansvarlig forsker

Annemarie Brusen Villadsen, cand. scient. med., ph.d. studerende

 

Vejledere

Suzette Sørensen, seniorforsker/lektor, MSc. Molecular Biology, ph.d.

Center for Klinisk Forskning, Regionshospital Nordjylland / Klinisk Institut, Aalborg Universitet.

 

Louise Thomsen Schmidt Arenholt, klinisk lektor, MD, ph.d.

Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling, Regionshospital Nordjylland

Center for Klinisk Forskning, Regionshospital Nordjylland / Klinisk Institut, Aalborg Universitet

 

Per Bendix Jeppesen, lektor, MD, ph.d.

Institut for klinisk medicin – Diabetes og Hormonsygdomme

Projektstøtte

Projektet har opnået økonomisk støtte fra:

Ulla og Mogens Folmer Andersens Fond.

Niels Jensens Forskningslegat

Marie Pedersen og Jensine Heibergs legat

Herrens Mark ApS

Opdateret