Radiografuddannelsen
Billeddiagnostisk Afdeling, Hjørring udfører alle almindelige samt en bred vifte af specialiserede røntgenundersøgelser, ultralydsundersøgelser, CT-undersøgelser, gennemlysningsundersøgelser, kliniske mammografiundersøgelser, mammografiscreeninger og MR-undersøgelser.
Vi har åbent ambulatorium for en række undersøgelser samtidig med, at vi varetager akutfunktion som ét af regionens 3 akutsygehuse. Endelig varetager vi, i samarbejde med Aalborg Universitetshospital, Onkologisk Ambulatorium en dag om ugen.
Sygehusets status som akutsygehus indebærer også, at medarbejderne ved Billeddiagnostisk Afdeling, Hjørring indgår i sygehusets traumeteam, hvor man i særlig grad arbejder fler- og tværfagligt.
Ligeledes arbejder vi meget tværfagligt omkring patienter, der har akut behov for undersøgelse og behandling.
Som studerende vil du have mulighed for at følge afsnittes medarbejdere i udførelsen af disse funktioner, ligesom du får mulighed for at følge vores fotograferende medarbejdere, når de udfører opgaver ude på sygehusets andre afdelinger vha. transportabelt udstyr.
Vi lægger stor vægt på mødet med patienten. Vores fokus er tillid, tryghed, ligeværd og høj faglig kompetence i forbindelse med den enkelte patients undersøgelse.
På den måde opnås der bedst et ligeværdigt forhold mellem patient og radiograf samt den kvalitetsmæssige mest optimale undersøgelse.
Alle undersøgelser hos os udføres tilpasset den enkelte patient, således at den bedst egnede modalitet anvendes. Dermed sikres højeste billedmæssige-, hygiejniske- og strålehygiejniske undersøgelseskvalitet.
Vi samarbejder bredt omkring patienten med alle sygehusets kliniske afsnit; andre af regionens sygehusafdelinger; speciallæger og praktiserende læger.
I Billeddiagnostisk Afdeling, Hjørring er der et tæt samarbejde mellem fotograferende medarbejdere, afsnitsleder, radiologer, superbrugere, udviklingsradiograf, klinisk uddannelsesansvarlig, kliniske vejledere, lægesekretærer, portører, medicotekniker og servicepersonale.
Der lægges vægt på et godt dagligt tværfagligt samarbejde og et arbejdsmiljø, hvor forståelse og respekt for de forskellige faggrupper er i fokus.
Som radiografstuderende møder du fra første dag et veluddannet team af kliniske vejledere og en uddannelsesansvarlig, der vil støtte og vejlede dig gennem dit kliniske undervisningsforløb hos os.
Du vil i dagligdagen, sammen med afsnittets fotograferende medarbejdere, opleve optimale muligheder for at se vigtigheden i, at have og anvende teoretisk viden og at kunne koble denne til den/de undersøgelser du udfører eller overværer.
Vi prioriterer, at du føler dig velkommen, og at du kan finde relevante informationer om os og dit uddannelsesforløb, så du kan forberede dig bedst muligt.
Der er desuden mulighed for, i rolige omgivelser, at få adgang til og bruge computer samt afdelingens/sygehusets faglige/medicinske bibliotek.
I dagligdagen vil du være en del af et højt fagligt kvalificeret team, som i en meget teknologisk hverdag arbejder med patienten i centrum.
Sammen med de fotograferende medarbejdere vil du udføre undersøgelser på patienter i alle aldre og med forskellige fysiske, psykiske, etniske, religiøse og sociale baggrunde.
Du vil være med til at gøre en forskel.
Studerende fortæller
Læringsmuligheder og studievilkår
Om klinisk vejleder funktionen
Opdateret