Sådan forholder du dig til sår og bandager
Du har i dag fået behandlet et sår. Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.
|
-
Du har i dag fået behandlet et sår. Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.

-
Behold plastret på i 1-2 dage
Du skal beholde plastret på i minimum 1-2 dage. I mange tilfælde kan plastret sidde på i op til 5 dage. Tag et nyt plaster på, hvis dit plaster bliver gennemsivet af væske eller blod. Nogle plastre kan holde til at komme med i korte bade. De har typisk en glat overflade. Kan det ikke holde til bad, kan du tage en pose over forbindingen.
Når du skal skifte plaster, kan du skylle såret med rindende vand. Dup derefter såret med et rent håndklæde, inden du sætter et nyt plaster på.
☐ Behold stripsene på i 5 dage
Du har fået såkaldte steristrips på, som skal blive siddende i 5 dage. Stripsene må ikke blive fugtige eller våde, da de så kan løsne sig og falde af.
☐ Undgå at skrubbe eller kradse i limen
Du har fået limet dit sår med hudlim, som holder sårkanterne sammen i 5-7 dage. Dette er tilstrækkeligt til, at såret heles. Vær opmærksom på ikke at skrubbe eller kradse i limen, da den da risikerer at falde af, inden såret er helet.
☐ Aftal eventuelt at få fjernet sting
Hvis du skal have fjernet sting hos din egen læge, fortæller vi dig, hvornår de skal fjernes, før du forlader hospitalet. Hvis du er blevet syet med absorberbar tråd, opløser det sig af sig selv inden for cirka 14 dage.
Du kan lindre smerterne i dit sår ved at holde det i ro og holde det højt.
-
-
Reagér, hvis såret bløder meget
Hvis det bløder meget fra såret, skal du kontakte din egen læge eller Skadestuen med det samme.
Vær opmærksom på tegn på betændelse
Der kan i nogle tilfælde opstå betændelse i et sår. Du skal være opmærksom på følgende symptomer på betændelse:
- Varme, rødme og hævelse omkring såret
- Smerter (dunken) omkring såret efter mere end 24 timer
- Feber og utilpashed
- Tyk gul væske fra såret
- Røde striber relateret til såret.
Hvis du har nogle af disse symptomer, eller hvis der i øvrigt opstår problemer, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Skadestuen, Hjørring
Tlf. 97 64 24 21