Idet Botox® afslapper blæren i mere eller mindre grad, er det ikke sikkert, at du vil være i stand til at tømme blæren helt efter behandlingen. Nogle få oplever, at de ikke kan lade vandet selv, mens andre oplever, at de tømmer blæren helt eller delvist.
Hvis vi ved telefonsamtalen efter behandlingen vurderer, at du muligvis ikke tømmer blæren, vil vi tilbyde dig en blæreskanning og eventuelt oplæring i at bruge et engangskateter.
Hvis du ikke kan lade vandet overhovedet, skal du bruge et engangskateter ved alle vandladninger. Du vil sandsynligvis ikke mærke den kraftige vandladningstrang, efter du har fået Botox®. Det er derfor en god idé at måle mængden af urin i blæren, når du tømmer urinen ud. Der skal helst ikke være mere end 400, maksimalt 500 ml, ml urin i blæren, før du anvender engangskateter.
Hvis du kan lade vandet selv, men der fortsat er en større rest tilbage i blæren, er det kun nødvendigt at bruge engangskateter én eller flere gange, afhængigt af hvor meget du drikker, og hvor stor en mængde der er tilbage.
Selve behandlingen
Du får lagt en lokalbedøvende gel op i dit urinrør. Når bedøvelsen virker, fører lægen et tyndt kikkertrør (cystoskop) op i blæren, hvorefter blæren bliver fyldt med lunkent sterilt saltvand. Det gør, at vi bedre kan se den indvendige side af blæren. Igennem cystoskopet indsprøjtes Botox i blærevæggen.
Der er afsat 30 minutter til samtale og behandling.