Kikkertundersøgelse af livmoderhalsen (kolposkopi)
Du er henvist til nærmere undersøgelse af livmoderhalsen. Undersøgelsen laves af en læge eller en specialuddannet sygeplejerske.
-
Du er henvist til nærmere undersøgelse af livmoderhalsen. Undersøgelsen laves af en læge eller en specialuddannet sygeplejerske.
-
Ved undersøgelsen ligger du som ved en almindelig gynækologisk undersøgelse. Lægen ser på livmoderhalsens overflade gennem et specielt forstørrelsesapparat kaldet et kolposkop. Ved hjælp af kolposkopet kan lægen finde eventuelle områder med celleforandringer.
Der bliver sprayet med eddike på livmoderhalsen og herefter duppet med jodvæske. Herefter tager lægen eventuelt en celleprøve fra din livmoderhals. Der tages 1-5 ganske små vævsprøver fra livmoderhalsen. Prøvetagningen varer 1-2 minutter og kan give ubehag svarende til lette menstruationssmerter. Du får eventuelt oplagt en gazetampon i din skede, hvis det bløder.
Du kan tage hjem umiddelbart efter undersøgelsen.
-
Kontakt os, hvis du har menstruation
Undersøgelsen bør ikke foretages de første 2-3 dage af din menstruation, da blødningen kan forhindre at prøverne tages korrekt. Har du kraftig menstruation på den aftalte dag for undersøgelsen, skal du kontakte os, så vi kan aftale en ny tid.
Tag eventuelt smertestillende medicin
Når du får taget en vævsprøve, vil du føle et ganske let ubehag svarende til menstruationssmerter. Det samme gælder, når prøven er taget. Vi råder dig til at tage 1 gram smertestillende paracetamol, ½ time før du kommer til undersøgelsen.
-
Tag den med ro
Når du kommer hjem efter undersøgelsen, anbefaler vi, at du tager den med ro resten af dagen og undgår tunge løft.
Fjern gazetampon
Har du fået lagt en gazetampon op i skeden, skal du tage den ud efter 2-3 timer. Tamponen består af ét langt stykke gaze.
Forvent blødning i 2-3 dage
Der kan være pletblødning fra livmoderhalsen i 2-3 dage efter, at prøverne er taget. Hvis blødningen er frisk og mere end menstruationsblødning, råder vi dig til at kontakte din praktiserende læge eller at ringe til Ambulatorium for Gynækologi.
Kontakt os ved problemer det første døgn
Kontakt os, hvis du inden for det første døgn får:
- stærke smerter
- kraftig blødning.
Vent med samleje og karbad
Du kan have samleje og gå i karbad, når blødningen eller det blodige udflåd er stoppet.
-
Du vil modtage svar på prøverne enten per brev eller telefon. Normalt vil du få svaret i løbet af 2-4 uger.
Yderligere undersøgelser eller videre behandling
Resultatet af de undersøgelser, du har fået foretaget, vil afgøre, hvad der videre skal ske. Hvis du har celleforandringer, og de kræver behandling, vil du blive tilrådet kegleoperation. Hvis forandringerne kræver kontrol, vil det oftest være ved egen læge, og hvis der skal tages nye vævsprøver som en del af kontrollen, får du tid til kontrol i Ambulatorium for Gynækologi.
Tanker og følelser
Vores erfaring er, at mange bliver bange og nervøse, når de har HPV-infektion eller celleforandringer på livmoderhalsen. Mange har svært ved at finde ud af, hvad det betyder for dem. Derfor kan tiden, mens du venter på svar fra os, være præget af mange tanker og følelser. Du kan opleve koncentrationsbesvær, søvnløshed, nedsat lyst til sex med mere. Det er helt naturlige reaktioner, som kan være svære at håndtere, og du har måske brug for at tale med en fagperson. Du kan i så fald kontakte din egen læge eller Gynækologisk Ambulatorium. Du har mulighed for at kontakte vores kolposkopisygeplejerske direkte – se kontaktinfo herunder.
-
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.
Vil du vide mere om HPV og celleforandringer, kan du se mere på:
https://rn.dk/hpv-og-celleforandringer
Her finder du både tekst og videoer om:
- HPV-infektion og forebyggelse
- forskellige grader af celleforandringer og det videre forløb
- fysiske og psykiske reaktioner, og hvordan du kan håndtere din situation.

Det første døgn efter undersøgelsen kan du kontakte:
Dagafsnit for Kvindesygdomme
Tlf. 97 64 07 14
Vi træffes bedst: Mandag – fredag indtil 17.00
Derefter:
Sengeafsnit 504
Tlf. 97 64 06 65
Øvrige henvendelser:
Ambulatorium for Kvindesygdomme
Tlf. 97 64 07 41
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 10.30
Kolposkopisygeplejerske
Tlf. 97 64 29 16
Sygeplejersken kan kontaktes hver onsdag 8.30 – 9.00